Storbyen vs. provinsen

Hver gang jeg er i London, eller anden storby for den sags skyld, bliver jeg helt elektrisk efter alle de ting som byen har af muligheder. Det er både ift arbejde, interesser, kulturelt….-ja alt. Jeg elsker at der altid er et eller andet man kan deltage i eller tage ud og opleve. Man kan være en del af den indre pulserende by hvor alt går stærkt, men samtidig er der parker over alt hvor man kan trække stikket, selv inde midt i London. I området hvor min familie bor, er der en kæmpe park med den fineste lille café, skov, blomster park og genial legeplads (ja det har I nok set på IG hvis I har fulgt mig gennem årene. Sorry…ha ha) Man kan ikke gå en t eller sidde på cafeen uden at møde venner eller bekendte. Folk bruger virkelig de muligheder der er og kommer ud for at socialisere sig, sætter sig sammen og hygger sig. Det elsker jeg virkelig!

I forhold til vores børn, kunne jeg dog ikke forestille mig at være noget andet sted. Vi bor på en blind vej, som er den aller sidste stikvej til en anden blind vej. Det vil sige at børnene frit kan løbe ude på vejen og kan gå i skole uden at krydse en vej. De er i meget trygge omgivelser og kan selv cykle til venner og til sport i hallen. Børnene løber og leger med nabo børnene og vi vokse kan hygge os, låne en kop sukker eller en stige:-) I London er skolerne bag gitter og porte, børne skal overgives fra forældre til lærer om morgenen og om eftermiddagen bliver en elev ad gangen overgivet til sine forældre. Der er ikke noget der hedder “gå selv” før de er i min. 6. klasse.

Noget Aalborg (Danmark) til gengæld godt kunne lære af, er befolkingens venlighed. Alle steder ser man folk hjælpe hinanden i forskellige situationer, der er kæmpe respekt for folk med specielle behov og gravide og bare en generel virkelig god opmærksomhed. Under min sidste graviditet var jeg på kursus herovre og dagligt med offentlig transport. Jeg fik udlevet et badge med “baby on board” og så skal jeg ellers love for at der blev sørget for siddeplads til mig. Spørger man om hjælp er man altid garanteret et venligt svar og ofte får man oven i købet et “darling” med på vejen. Under dette ophold var jeg med mine niecer til årets sports dag. Det er en stor begivenhed for dem og noget det fleste forældre prioriterer at deltage i. Alle forældre til pigernes venner gjorde en kæmpe indsat for at få mig til at føle mig tilpas og var virkelig venlige, åbne og imødekommende. Ikke på nogen påtaget måde, men helt naturligt. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det samme ville ske hvis en moster troppede op på mine egne pigers skole til et arrangement, men det tror jeg simpelthen ikke på. Ofte ville vi nok registrere det, og så bare undre os over hvem denne fremmede var. Og det er ikke for at skylde skylden på alle andre, for det er også mig selv der ikke er god nok til den slags. Ved frokost tid stod jeg alene midt i myldret, og så umiddelbart lidt fortabt ud, mens jeg ventede på den ene af pigerne. Der gik ikke længe før en læreinde henvendte sig og spurgte om jeg ikke kom og spiste frokost med dem. Simpelthen så sødt!

Stod det egoistisk til mig, så boede vi ikke i Aalborg! Jeg bliver rastløs og føler mig begrænset. Jeg ved at Aalborg har meget mere at byde på end jeg giver den credit for, men nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, selvom der her trods alt er tale om en begrænset skov ;-). Når jeg kommer til London og København føler jeg mig straks inspireret og det kribler i mig. Ofte bliver jeg mødt af det vildeste anti klimaks når jeg rammer Aalborg efter ophold i London hvor jeg feks. har været på skole. Det kan virkelig føles som fra en verden til en anden.

Man kan ikke få det hele, og hvad er så vigtigst? Der er ingen tvivl om at det er mine børns trivsel og dagligdag, men nogle gange synes jeg virkelig den er svær at sluge! Jeg må blive bedre til at skabe mulighederne for mig selv og ikke kun se begrænsningerne; det må blive min løsning. Jeg ved der er mange som vil genkende disse følelser, men jeg ved også at andre vil stå fuldstændig uforstående overfor dem. Jeg har selv flere veninder som aldrig ville kunne se sig selv andre steder end lige hvor de er, og kan finde alt udenfor de trygge rammer frygtindgydende. Jeg synes det er sjovt så forskellige man er, og nogle gange ville jeg virkelig ønske at jeg kunne få noget af deres ro hvad det angår. Men så ville jeg jo ikke være mig, vel?! 😉 Flere i vores omgangskreds har været i København for at bo i en årrække. Nu har de fået børn og er efterhånden alle vendt retur. På en måde trøster det mig lidt… 🙂 🙂

Hvad med Jer, føler I Jer tilpasse hvor I er eller er der også nogle gange noget der rykker I Jer andre steder fra?