Da Thomas og jeg blev kærester i 2001, var han umiddelbart ret ramt af amors pil (det forstår man jo godt) og der var ikke de romantiske gestus han ikke kunne finde på. Jeg havde ikke oplevet noget lignende før, og var heller ikke typen der var synderlig god til det med følelser, så havde lidt svært ved at tackle det.

Det skal sige at der gik hverdag i den og at det ikke er noget han har været kendt for de sidste 18 år

Idag er det 10 år siden han friede til mig. Med hans historik kunne man tro at sådan et frieri kunne blive rigtig, rigtig godt. Men…..

This is what happened

Vi boede i Østrig på det tidspunkt og var hjemme på juleferie, Alma var 10 måneder gammel. Vi var hjemme hos mine forældre og sov i kælderen på mit gamle værelse. Thomas skulle tidlig op da han skulle køre tilbage til Østrig, og Alma og jeg skulle blive lidt længere. Jeg liggere og sover, og den der kender mig, ved at jeg er god til at sove. Alligevel vågner jeg ved at det rumsterer ved siden af sengen og jeg får mig vendt og lige åbnet øjnene. Der sidder Thomas på knæ med en ring i hånden.

Man kan sige at det ikke er det værste at vågne op til. Problemet er bare at jeg ikke hørte et ord af hans frieri; jeg sov! Jeg har aldrig lagt skjul på at han ikke skulle finde på et eller andet pladder romantisk, for jeg ville ikke vide hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg er nok mere typen man frier til på sofaen en søndag aften. Så intentionen med frieriet var så fint, men jeg kunne nu alligevel godt have tænkt mig at høre hvad han havde at sige:-) Det blev sgu bare lidt en underligt situation, og vi griner stadig af det. Sad but true

Det blev lidt en ambivalent følelse. Totalt glæde over at skulle giftes og have fået den smukkeste ring. Men alle ville jo også høre hvordan han havde friet, og der fik den gode historie altså lidt et hak. “Mor, hvordan friede far til dig?” “Jo, nu skal I høre børn. Han friede da jeg sov og jeg er sikker på han sagde en masse dejlige ting. 10 min. efter kørte han og jeg så han ikke i 14 dage!” What a story

Han er klar over at det måske ikke gik helt som planlagt, det har han også hørt lidt for siden. Faktisk jokede vi i årene efter med at han måtte gøre det om en dag. Det har jeg dog stadig tilgode Men jeg sagde jo også ja.

Hvordan blev I friet til?

Indlægget Det perfekte frieri blev først udgivet på Pernille Thulin.

Vi startede jo ferien med vores kør-selv debut. Uge 27-29 var vi på vores helt egen lille rundrejse og det var fedt. Jeg havde tænkt at det var skønt at rejse i starten af ferien og så nogle uger hjemme efterfølgende. Det var også godt, men jeg synes det er skræmmende hvor hurtigt de uger kommer i “glemmebogen”. Jeg kan ikke forstå at det kun er to uger siden vi kom hjem; det føles som flere måneder siden. Selvfølgelig er turen ikke i glemmebogen, men tiden går bare hurtigt og når man kommer hjem til så kontrast fyldt en hverdag og far er tilbage på arbejde, så er man bare videre! Det føles faktisk surrealistisk at vi lige har haft de oplevelser og sommeren er ved at være forbi. How time flies! De sidste to uger har jeg været alene hjemme med børnene. Vi har ikke haft de store planer og bare taget det stille og roligt, efter en begivenhedsrig rejse. Jeg er så glad for at jeg har kunne have så lang en ferie med dem, og de ikke har været nødsaget til at skulle være i institution i ferien. Når ungerne rammer skolealderen, kan man bare se hvor meget de har brug for dette afbræk.

Pigerne har været geniale til at lege sammen og hele tiden haft gang i en eller anden leg. Der har faktisk kun været en enkelt legeaftale, ellers har de bare brugt hinanden. ENDELIG! Det er seriøst først nu de har fattet hvor heldige de er af have en søster så tæt på aldersmæssigt. Men hvad, bedre sent end aldrig;-) Til gengæld har mindste nok været lidt mere tilsidesat end normalt, da de synes han har forstyrre. Det er så gået ud over mig Jeg elsker at lave noget med ham; bygge brio, lego, klodser, krea…. Men jeg er så dårlig til “så er du tyven og jeg er politimanden” eller “mor du styrer lego pigerne, så er jeg drengene”. Der stopper min kreativitet simplethen Så jeg tror alle har været klar til at få nye input idag; han kan lege med vennerne i børnehaven og jeg kan få mit hoved tilbage på work mode. Jeg tænker også min mand synes det er ok jeg skal igang igen, da jeg ikke er den bedste til at holde ferie, forstået på den måde at mit hoved kører på overtid hele tiden. Hvis jeg ikke får lavet noget kreativt er det som om det hele hober sig op i mig indtil jeg ikke kan mere og bare må gøre et eller andet. Det startede allerede første ugen af ferien, da jeg bliver vildt inspireret af at rejse. Jeg kan ikke altid sætte en finger på hvad det er der rør sig i mit hoved, men der er ikke ro skulle jeg hilse at sige -ha ha. Det var jo bla derfor at jeg sprang på maler arbejdet da vi kom hjem. Nu har læse hjørnet og køkkenet været igennem et mindre make over og jeg har fået lidt ro. Ja jeg kan godt selv høre hvordan det lyder, men ikke desto mindre er det sandt. Heldigvis har jeg en tolle mand som kender mig, og lader mig gøre hvad der skal til

Denne uge står på forberedelse til næste uges undervisning på Handelsskolen foruden kunde aftaler og møde. Normalt glæder jeg mig da ikke ligefrem til at skulle ind og sidde bag computeren, men denne gang er det helt ok, og jeg glæder mig til at møde de nye kunder. MEN jeg er nu alligevel meget glad for at vi tager en stille opstart alle sammen inden den helt rigtige hverdag starter næste uge. Jeg startede ihf dagen med at give mig selv lidt tid og lige komme på den anden side. En kort løbetur efter aflevering og et bad uden at der var en eller flere der kaldte på mig. Det var rart og godt givet ud!

Har I nået det I ville denne sommer? Det har vi altså ikke. Vi elsker at gå ture alle sammen og løbe og lege imens. Det har vi ikke gjort en eneste gang. Vi skulle til summer lounge på Kunsten. Heller ikke. Vi skulle have haft mange flere grill aftner med venner. Vi skulle på cykel tur. Nej. Er det bare os det ender sådan for hvert år? Der må komme et nyt lovforslag om at sommeren skal vare længere Egentlig handler det for vores vedkommende egentlig mest om, at vi skal huske at man stadig kan en masse hyggelige ting selvom hverdagen ruller og vejret skifter. Generelt bare få noget mere ud af tiden og nyde livet. Note to self. Men vi har også nået en masse: Vi har badet en masse i kridtgraven som vi ELSKER, vi har været ved stranden og i havet to gange, vi har haft grill hygge, vi har leget, været i cirkus, fårup sommerland, Utzon og en masse mere <3

Dette her kan vel egentlig betegnes som første overspringshandling?! Ups. Men det er ok, jeg kan stadig nå dagens program:-)

Indlægget Hverdagen er tilbage blev først udgivet på Pernille Thulin.

At være freelance er virkelig den største rutchebane tur. Jeg bruger mere tid ved computeren end på udføre det arbejde jeg brænder for. Der er hele tiden gang i flere korrespondancer med potientielle kunder; men langt de fleste bliver ikke til noget. Sådan er det! Netværk er essentielt for mig og der skal hele tiden skabes nye forbindelser, og ikke mindst findes nye måder hvorpå at skabe dem. Man kommer ihvertfald ingen steder ved at holde sig tilbage. Nogle perioder kører man på det højeste og det er ikke til at få armene ned….-lige indtil rutchebanen så kører brat ned igen. Sådan er det hele tiden, og det er ret generelt for den måde at arbejde på. Ingen tvivl om at det sværeste er at man skal dække alle opgaver, og jeg vil egentlig helst bare udføre mit arbejde. Det optimale for mig ville være at få en samarbejdes- eller sparringspartner, og det ville jeg elske. Aalborg halter lidt efter ift. de muligheder der er i de større byer, men er godt på vej.

Men hvorfor gør jeg det så? Fleksibilitet er nok det der beskriver det bedst. Jeg startede som selvstændig tilbage i 2011 efter at vore anden datter kom til verden og det var den måde vi kunne se hverdagen gå op på. Min mand var meget væk, og jeg havde min egen produktion af børnetøj derhjemme og fik det hele til at gå op. Med årene kom jeg til at savne at være en del af et fællesskab, en del af noget, og begyndte så småt at kigge efter andre muligheder. I min branche hænger mulighederne ikke på træerne i denne del af landet, og jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg da også kunne arbejde med alt muligt andet bare for at finde en løsning. Det blev heldigvis ikke til noget, men jeg var igennem halvandet sindsyge hårde identitets krise år. Det hele sluttede med at jeg tog en fuldtidsstilling, som jeg egentlig godt vidste ikke var det rigtige, men jeg måtte prøve det for det er jo det alle andre gør! Det blev jeg lynhurtigt bekræftet i ikke ville komme til at fungerer. Jeg elskede mine opgaver og de muligheder der lå for mine fødder, men jeg kunne slet ikke kende mig selv i det. Det eneste mit liv gik op i var at tage på arbejde, hente børn (og det var kun hvis jeg var kørt på arbejde før fanden fik sko på at det overhovedet var muligt), falde hurtigt ned inden jeg måtte skynde mig i seng. Og ja, sådan lever de fleste, men det er ikke mig! Mine børn fortjener at jeg er den bedste udgave af mig selv, og set kræver alternative arbejds forhold, som jo heldigvis ikke er så utraditionelle længere blandt rigtig mange.

Siden vi fik børn har jeg været meget priviligeret, og har været utrolig meget sammen med mine børn. De er altid blevet hentet i god tid, jeg har kunne deltage i alle arrangementer, været der hver eftermiddag og alle weekender. Det kommer sig selvfølgelig af min mands karriere, men det er blevet den måde vi gerne vil have vores hverdag på. Nej, jeg kan ikke længere altid være der, og i denne uge har jeg misset på arrangementer, og endda for samme barn. MEN det hele bliver vejet op af min fleksibilitet (og selvfølgelig at jeg elsker det jeg arbejder med)! Tirsdag formiddag havde jeg fri inden en vagt, og kunne tage med mellemste i skole og se deres teater forestilling for de andre årgange istedet for at se familie forestillingen om eftermiddagen. Det gjorde det næsten kun bedre for hende. Igår missede jeg hendes danseopvisning pga. endnu en aftenvagt, men jeg har set hende et hav af gange til træning, og det blev jo filmet. Om 45 min. lukker jeg computeren og tager i skoven for at være der med 1.a. på klassetur. Min måde at kompencere for de andre arrangementer, men absolut også fordi jeg gerne vil. Min mor var altid med mig på klasseture hvilket jeg elskede, og det vil jeg gerne give mine børn også. Jeg elsker at være sammen med klasserne uden alle andre forældre, for man lærer børnene at kende på en helt anden måde. Nej det er egentlig ikke helt hensigts mæssigt idag (der er jo fridage HELE tiden for tiden), men så må jeg indhente det forsømte senere. De dage jeg har aftenvagt og møder sent, får yngste ofte lov at møde lidt senere. Så er der kvalitets tid med ham hvor vi leger eller bruger tiden på af gå en god tur til børnehaven.

Økonomien er åbenlyst ikke stabil som havde jeg et fast job, men det er også noget vi har valgt. Jeg savner stadig at være en del “af noget” og jeg arbejder også stadig på at blive det….-deltid:-). Jeg finder engang imellem jobs som jeg kunne tænke mig, men jeg får det klaustrofobisk ved tanken om at hele min dagligdag skal køre efter andres piber. Det har jeg det fint med i perioder, men ikke hver dag. Jeg har levet så mange år på denne frie måde, og det strider imod min personlighed at skulle have et fuldstidsjob som egentlig kun ville være for at arbejde for andre. Jeg skal gerne arbejde 37 timer +, men det skal være på en måde jeg kan stå inde for eller for den helt rigtig chef. Måske jeg bare har udviklet mig til at jeg er den rigtig chef;-) Jeg ved der findes rigtig mange dejligt arbejdspladser derude, men mine egne oplevelser har måske farvet mig uhensigtsmæssigt. Det hele bunder i, at jeg er en kreativ person og hvis jeg bliver sat i for firkantede rammer, så falmer jeg.

Mange vil sikkert læse dette og vil slet ikke kunne sætte sig ind i det, men det vigtigste er at man gør det der er rigtigt for en selv. Jeg har prøvet at tilpasse mig normen, eller hvad jeg troede var normen, og det er ikke mig. Dermed ikke sagt at jeg tænker skævt om nogle som følger den, slet slet ikke. Jeg vil bare ønske at folk generelt var bedre til at give folk hver især plads til at gøre det som er rigtig for dem uden at dømme. Jeg er helt sikker på at min livstil ikke kan genere nogen. Det ville da være kedeligt hvis vi alle var ens, ikke?

Nu vil jeg tage røjserne på og køre i skoven. Kan I have en dejlig Pinse.

Indlægget Det selvstændige liv blev først udgivet på Pernille Thulin.

Så fortsætter vi den mere personlige del af indlægget…. Tag godt imod det

1. Hvor mødte du din mand?

Ja det er faktisk en rigtig kliché historie, og egentlig ikke noget jeg har reklameret så meget med. But here it goes…. Han var fodboldspiller, jeg var cheerleader. Ja det sker altså også I Danmark  Grunden til at jeg aldrig har snakket så meget om det, er fordi jeg ikke ville have at folk skulle tro at det var generelt at cheerleaders gik efter spillerne (eller omvendt), og dermed skabe et dårligt ry. Ud over vores historie, så kender jeg faktisk ikke til flere der har fundet sammen. Det er måske lidt en forsvars position, og måske er det helt unødigt, men historien er alligevel måske slet ikke så interessant som den lyder, for basically er vi bare en dreng og en pige fra Aalborg og omegn som fandt sammen i byen.

Historien er den, at jeg mødte ham første gang året før vi blev kærester. Jeg var 17 år og som sagt Cheerleader i AaB og havde været det i ca. tre år. Thomas var 19 år og dengang Danmark serie spiller. Begge vores hold skulle med samme bus til Parken i maj måned, da superligaen var i Pokal finalen. Vi som dansere, dem som tilskuere. På vej hjem gik der lidt fest i den, vi var trods alt en kæmpe flok på 16-19 år. Jeg talte dog ikke rigtig med Thomas den dag, da han var en meget stille og usikker dreng dengang, og så havde jeg en kæreste.

Et år efter var Thomas blev rykket op i superliga truppen, jeg var blevet single, og vi havde begge vores gang på station til kampene. Jeg talte stadig ikke med ham, men en veninden havde talt løbende med Thomas og en af hans venner. Efter sæsonen sidste kamp i juni skulle alle i byen, da det ligeledes var den uge hvor Thomas’ og min venindens årgang var blevet studenter. Af en eller anden grund fik hun arrangeret at Thomas’ kørte os hjem efter kampen, men det gjorde han gerne. Måske var der noget jeg ikke havde opdaget på det tidspunkt

Klokken sent, mødtes en flok piger med nogle af de yngre spillere, alle godt fulde. Måske især mig. Thomas både tilbød mig body tequila og hans sneakers i str. 45, da jeg havde ømme fødder efter en nat på stiletter. Det er jo ikke til at modstå J Alligevel opfangede jeg ikke så meget, og fik et nummer stykket i hånden af en anden fyr. Jo jo, dengang havde jeg noget som en mor til tre ikke helt har Thomas var dog så heldig at have en rigtig god kammerat med sig i byen, som havde set Thomas interesse OG sedlen fra den anden fyr. Så han spiste simpelthen nummeret. Lidt af en kammerat at have! Da værtshuset lukkede og vi alle stod ude i gaden mens solen var ved at gå op, endte det i spontant kys og en dele taxi med selv samme kammerat. Eller lige ind til kammeraten fik nok og bad taxien holde ind og sagde at jeg var hjemme nu. Det var heldigvis tæt på

Jeg tænker man skal lede længe efter så charmerene historie Men ja, vi har været sammen lige siden, bortset fra et panik brud fra min side efter tre måneder. Jeg var total skole presset og samtidig fik jeg en masse opmærksomhed og meget romantiske handlinger som jeg aldrig havde prøvet før, og jeg panikkede. Det varede dog kun tre uger, og så har vi været sammen lige siden. Det er 18 år siden til sommer. Det skal så siges at de romantiske handlinger stoppede brat derefter, og jeg har siden kun fået blomster når han har fået dem overrak på stadion. Man skal passe på hvad man siger……

• Hvordan er det at være gift med en fodboldspiller?

Først og fremmest vil jeg slå fast, at det ikke er så glamourøst som folk nok har tendens til at tro. Der er hele WAG (wives and girlfriends) fænomenet som stammer fra den engleske sportspresse, men det har jeg nu aldrig set mig selv som, selvom jeg jo var det. I sommer var der en dokumentar om tre kærester/koner til tre danske landsholdspillere op til slutrunden. Jeg fulgte med, men først bagefter slog det mig, at det var jo mig engang. Fordi vi i det meste af Thomas’ karriere har boet omgivet af venner og familie der hvor vi begge er vokset op, tror jeg også at det helt automatisk holder det hele nede på det niveau man altid har været vant til.

Jeg har aldrig prøvet andet, og har dermed ikke noget at sammenligne med, men jeg vil mene at dagligdagen hos os var meget lig alle andres. Samtidig ved jeg godt at der var rigtig mange forskelle, og det bare er fordi at det er det vi var vant til. Vi levede lige så kedeligt som alle andre med madplaner, indkøb og børn der skal hentes, i bad og puttes Som spiller i en af den rigtig store klubber, er der dog en økonomi som nok helt automatisk giver en noget anden hverdag, men nu er det jo ”bare” AaB og Red Bull Salzburg Thomas har spillet i. Salzburg er en stor klub, men mest i Østrigsk regi og ikke sammenlignet med de helt store klubber.

Som kæreste/kone til en fodbold spiller, erfarer man hurtigt at man skal acceptere at fodbolden er det vigtigste, og det der bliver taget udgangspunkt i. Før vi fik børn, synes jeg at den eneste ulempe var at jeg altid skulle alene til arrangementer, og de første år tvivlede jeg på at folk overhovedet troede på at jeg havde en kæreste. Alt fra fødselsdage til bryllupper vil kun bliver taget i betragtning hvis det passer ind med træning og kampe. F.eks. var Thomas ikke med til sin søsters bryllup pga. en kamp og har også misset flere af børnenes fødselsdage. Før vi fik børn kom jeg altid sent hjem pga. arbejde, og nød godt af at han havde haft fri længe og dermed havde stået for indkøb og madlavning!

Efter vi fik børn, var der selvfølgelig pludselig mange andre ting der spillede ind. Vi flyttede til Østrig da vores første fødte kun var 4 måneder og jeg var lige blevet 26 år. Alma var kun tre uger da Thomas en morgen kom og vækkede mig, og meddelte at han havde fået et tilbud. Jeg husker at jeg bare vendte mig om og tænkte ”Det er bare løgn!”. Pludselig boede vi i et andet land, langt fra familie og venner. At være fodbold spiller i udlandet, i hvert fald Østrig, er noget andet end i DK. De trænede mere og oftest var han først hjemme kl.18. Næsten alle weekender var han også afsted, da de skulle overnatte på hotel selvom der var hjemmekamp. Var der udekamp, kørte de ofte tværs gennem landet og det tog derfor hele weekenden. Så jeg var meget alene! Som 26 årig og ny mor var det meget at kapere. Pga. al den tid Thomas var væk, betød det at jeg var den ”ledende” forældre og var den eneste der vidste hvordan Alma reagerede og gerne skulle have tingene. Som far er det ikke sjovt at komme hjem og være nødt til at spørge til råds om hvordan og hvorledes tingene skulle gøres med ens egen datter, og blev hun meget ulykkelig måtte jeg tage over. Der er det meget anderledes i DK, og som spiller i AaB er du oftest hjemme kl.14 hver dag. Luksus! Weekenderne er man dog stadig alene det meste af tiden, og man får sin egen rutine med børnene og det kunne være svært hvis han en sjælden gang var hjemme og ville blande sig i hvordan vi var vant til at gøre tingene

Efter pigerne kom i skole, pinte det mig rigtig meget med de manglende weekender og ferier på upassende tidspunkter. Noget der ikke var et problem med børnehavebørn. Ligeledes fik jeg nok af at alt skulle tilrettelægges efter fodbold og hans ting altid var vigtigere end mine. I fodbold er der bare ikke noget der hedder at man ikke kan, og fridage er oftest tirsdage hvor ingen andre har fri. Alt dette er det negative, men heldigvis har der også været rigtig meget positivt….

Vi har fået nogle uforglemmelige oplevelser i form af mesterskaber, pokal finaler, landsholdet og ikke mindst Champions league. Før vi fik børn var jeg til ALLE kampe og sad trofast på stadion i al slags vejr. Man bliver virkelig mester i påklædning! Vi var en stor gruppe jævnaldrene piger som fik et helt særligt bånd. Vi havde en forståelse for hinandens situationer som er svær for andre at sætte sig ind i. Efter vi fik Alma var vi der stadig til alle kampe, så sov hun bare i klapvognen. Men som der kom flere og flere børn til, og kampene kunne ligge på mange ubelejlige tidspunkter, blev flere og flere kampe set hjemme fra.

Vi har været privilegeret og har haft en frihed i en tidlig alder, som har givet os nogle uforglemmelige oplevelser og muligheder som vi er dybt taknemmelige for. Men vi har også opgivet rigtig meget for det. Man skal huske, at du som spiller bliver ”pensioneret” som ca. 36 årig og skal starte forfra. Dét er rigtig hårdt for spillerne som mister en stor del af deres identitet, men også som familie som jo alle har levet det liv..

Jeg ved ikke om det var et ordentlig svar, men det er ihvertfald en del af hvordan det er. Det er svært at skulle skrive det ned. Hos nogle fodbold familier er fodbold hele det bærende element af deres liv. Sådan har det aldrig været hos os; vi har altid snakket om tiden efter fodbold. En tid hvor vi skulle noget andet end havde fodbold til at være altoverskyggende. Vil I høre en hemmelighed?? Jeg går ikke det mindste op i fodbold. Som i overhovedet ikke. Den eneste grund til jeg har siddet på stadion i alle de timer, var for at være der for Thomas. Jeg elskede at se ham spille, ikke alle de andre

• Hvordan er det at være gift med en i rampelyset?

Dengang han havde sin storhedstid med Champions league som anfører for holdet, talte han i telefon HELE TIDEN. Det var vanvittigt. Konstant journalister der skulle have udtalelser eller lign. Det stoppede ret brat da vi kom til Østrig skal lige siges J

Vi bor i en lille by, og er du spiller for AaB ved rigtig mange hvem man er. En tur ned af strøget tog altid meget længere tid med ham end uden. Det var både folk han kendte, men absolut lige så mange som kun kendte ham. Thomas har altid været rigtig god til at tage sig tid til at snakke med folk og er en vellidt person. Men jeg skal da indrømme, især efter vi fik børn og havde dem med,  at jeg ofte bare gik lige så stille videre og lod ham indhente os. Folk der gerne lige vil snakke om gårsdagens resultat kan ikke lige hidse mig op J

Mest af alt tror jeg bare det har givet en stolthed. Det er jo min mand som alle gerne ville snakke med. Selvom han nu er en pensioneret mand, skal det altså siges at det stadig giver en del street credit blandt mine elever når de finder ud af at mit efternavn stammer fra ham

• Har I skulle spise på en bestemt måde med en atlet i huset? Og gør I stadig?

Det er faktisk ikke noget der har fyldt meget hos os. Dels fordi de spiser to ud af tre måltider på trænings anlægget, og dels fordi vi altid har spist fornuftigt. I rigtig mange år har Thomas spist havregrød hver eneste morgen på AaB. Til frokost får de varm mad. Så vores varme aftenmåltid hjemme har været for mit og børnenes behov og ikke hans. Op til kampe har der gerne været pasta på menuen, og på kamp dagen rigtig meget pasta. Vi spiser ikke friture stegt mad eller andet meget fedt eller sukker til dagligt, men det er bare hel almindelig sund fornuft og ikke pga. fodbold. Jeg tror nu nok at mine børn vil skrive under på at jeg måske er lidte mere kedeligt (læst streng) ift. hvilke snacks og kiks de må få J VI spiser på fuldstændig samme måde nu som vi gjorde da han var spiller. Thomas har altid haft en dårlig vane med at gå i snack skabet. Står der en åben pakke kiks, kan han ikke lade den være. Men efter han ikke træner hver dag, er det dog en vane han arbejder på at lægge fra sig J

• Hvordan er det at bo i udlandet?

Det er en kæmpe, næsten ubeskrivelig, oplevelse som jeg vil unde alle at få! Jo, det er også hårdt til tider, men ikke i det store hele. At få lov til at opleve en anden kultur på den måde er uvurderligt. Som familie bliver man tættere da man kun har hinanden og skal hjælpes ad i alle situationer. Man har ikke venner og familie som man bruger meget tid med, og derfor får man et ekstra tæt bånd. Jeg kunne godt have tænkt mig at prøve det før vi fik børn, og tror det kunne have udviklet mig/os rigtig meget på mange måder.

Allerede nu siger jeg til mine børn at jeg synes det skal tage f.eks. 10. klasse i udlandet. Måske lidt tidligt vil nogle mene J, men kun fordi jeg ville ønske jeg selv havde gjort det og ved det ville have rustet mig til fremtiden.

Får du eller din mand/kone mulighed for at komme til udlandet måske i forbindelse med arbejde; så vær ikke bange for det, bare kom afsted. Jo der er meget at forholde sig til, især hvis man har skolebørn, men bekymringerne er oftest kun forældrenes og børnene falder til hvor forældrene er, og inden man har set sig om, er man hjemme igen og livet går videre som altid.

• Hvis der er noget du fortryder, hvad er det så?

I forlængelse af ovenstående: Jeg fortryder at vi ikke blev længere i udlandet!!! Det er virkelig noget jeg ærgre mig så meget over. I fodbolden bestemmer man jo ikke selv, og vi havde muligheden for en kortere leje aftale til Tyskland eller at tage hjem til AaB igen (og andre som vi slet ikke overvejede). Thomas havde ikke spillet fast i lang tid og ville bare spille fodbold. Jeg må nok påtage mig en stor del af ansvaret for beslutningen, desværre. Som tidligere skrevet, var jeg 26 år og nybagt mor. Jeg egnede mig ikke til at gå hjemme med Alma på fuldtid, og derfor havde hun en deltids vuggestue plads far hun var 1 år. Skulle vi til Tyskland et halvt-helt år, skulle hun skifte vuggestue eller vi skulle gå hjemme. Et skift havde vi ikke lyst til for kun en begrænset periode, og jeg kunne ikke overskue at gå hjemme på fuld tid. Den beslutning vil jeg til evig tid fortryde! Jeg kan ikke fortryde hvordan jeg havde det, men jeg kan ærgre sig over at jeg ikke var mere moden og vidste hvad jeg ved nu. Altså nyde at jeg havde muligheden og vide at den chance aldrig ville komme igen, og at tiden med sine små børn forsvinder før man får set sig om. Sener fik vi mulighed for at tage til Norge, men da var vi retur i Danmark og vores gamle hus og begge piger nu i institution. Vi kunne ikke overskue at rykke det hele op en gang til, og skoletiden nærmede sig for den ældste. Havde vi bare blevet i udlandet efter Salzburg, havde et skift været nemmere.

I samme dur er anden ting jeg ærgre mig over meget ofte. Igen kan jeg ikke fortryde det, for det var ikke et valg men en følelse. Men jeg har været elendig til at være på barsel. Hver gang har jeg sagt til mig selv, at næste gang bliver det bedre. Men det gjorde det ikke. Jeg ville ønske at jeg bare havde kunne slappe af i det og nyde tiden, uden at føle at jeg ikke nåede andet. For set i bagspejlet; hvad var det så jeg skulle nå? Jeg var jo på barsel, og mit ”job” var at være sammen med min baby. Men job situationer har gjort at det ikke har været nemt for mig, og jeg råder altid kvinder at gå på barsel fra et job om de så er glade for det eller ej. Det er trods alt en sikkerhed at vide hvad man skal tilbage til, og så kan man jo altid søge nyt i mellemtiden hvis det skulle være J Tredje barsel havde jeg virkelig indstillet mig på at blive bedre, men så fik vi en baby der ikke tog en lur på mere end 20 min. i barnevognen de første 8 måneder. Han ville kun sove i min arm, og jeg sad og blev mere og mere gnaven mens jeg så Kardashians. Nu er mit største ønske at han vil sove i min arm. Karma!

Jeg fortryder at jeg ikke har taget mere uddannelse (ikke at jeg helt ved hvad det skulle være) mens vi f.eks. boede i udlandet. Og så fortryder jeg at jeg ikke har været meget bedre til at gøre noget ved alle mine drømme og ideer og dermed være min egen bremse. Det kan jeg heldigvis nå at rette op på:-)

Det var det! Hold da op en smøre. Det var den mere personlig del af indlægget, og I kender nu mine dybeste ”hemmeligheder” Som altid med min ærlige snak, som den sidste halvdel af indlægget i dag har båret præg af, gør jeg det fordi jeg ved der er mange andre med tanker/følelser i samme dur. Og hvis jeg kan lette hjertet hos bare et par stykker ved at være ærlig omkring de ting jeg har været igennem, gør jeg det hjertens gerne.

-Pernille

Indlægget Pernille facts part 2 blev først udgivet på Pernille Thulin.

Bertram gjorde det nemt for mig i år, da han ville være Kattedreng fra Pyjamas heltene, og det var ikke noget jeg ville gå i kast med, så det blev købt i England.

Pigerne var helt enige om hvad de ville være i år, og det skulle være det sammen, nemlig klovne. Det var ikke den værste opgave at gå til tænkte jeg, men selvfølgelig opstod der lidt vanskeligheder undervejs. Men hvad der ikke slå dig ihjel gør dig kun stærkere

Vi blev hurtige enige om at vi ville prøve at lave den type klovne bukser med ring for den sjoveste effekt. En hulahopring ville blive for voldsom, så det endte med rør fra Bauhaus beregnet til gulvvarme. De købes på centimeter og kunne dermed laves i deres mål. Smart og ok billing. Derud over har vi købt parykker og næser. pompommerne har de selv lavet, og trøjerne havde de. Som prikken over i’et, har de haft hhv mine og Thomas’ sko på:-)

Jeg skal gerne ligge billeder ud fra de andre år hvis det kunne have interesse ift inspiration?!

Hav en dejlig forårs og fastelavns weekend.

Indlægget Fastelavn blev først udgivet på Pernille Thulin.

Det er kun 14 dage siden jeg kom hjem fra Østrig og var hjemme i 3 dage inden vi tog til Norge på familie skiferie. Nu har jeg så været hjemme i 5 dage og sidder nu i lufthavnen og venter på mit fly til London. Jeg glæder mig som altid til at skal til London, men må indrømme at den pakning igår var op ad bakke. Andre der virkelig ikke bryder sig om at pakke? Det er godt at det at rejse vejer så godt op for det!

Det er London Fashion Week og jeg skal mødes med en pige jeg lærte at kende på sidste kursus i London. Hun arbejder ligeledes som personlig stylist, men i London. Det er ikke fordi vi skal ud og mænge os med de rigtig smarte, men glæder mig til at mærke LFW viben.

Imorgen står den på søster tid. Vi skal spise frokost, have lavet negle og bare være os uden børn. Dér glæder jeg mig til!

Søndag drager jeg allerede hjem igen, men med mine to niecer i hånden. De skal med hjem på vinterferie hos os og mine forældre. Dét glæder jeg mig også til!

Hvad skal I i vinterferien?

Jeg har i flere år gerne ville prøve kræfter med at bage fastelavnsboller, så det skal vi nu det så belejligt falder tæt på en ferie. Derudover skal vi have styr på pigerne fastelavns kostumer og Almas fødselsdag som er om kun et par uger.

Indlægget Away again blev først udgivet på Pernille Thulin.

Det var dog alligevel første gang at vi skulle prøve at fejre jul i England. Det kommer sig af at vi har holdt jul med min familie hvert andet år, og de år har min søster og familie gerne ville hjem til Danmark for at få den tradition med. Vi har altid gerne ville prøve at holde jul i England på et tidspunkt, og det blev så i år. Nu vil jeg først lige forklare Jer vores indviklede familie: Min søster er kærester,  og har to piger, med en engelsk mand. Eller faktisk er han indisk, men født og opvokset i England. Hans forældre er begge indiske men opvokset i Afrika, i hvert sit land. Rejste begge til England og mødte hinanden der. Faderen er muslim og moderen er Hindu. De er religiøsej, men på en meget afslappet måde. Alligevel bringer det ekstra traditioner og små sjove og hyggelige oplevelser med sig. Måske husker I fra mit forrige besøg at jeg var i Sari og med bindi; der fejrede vi Dewali. Fordi de er af hver sin trosretning, giver det lige et ekstra twist:-)

Men altså, vi kom til London den 22. december om eftermiddagen. Vi rejser fra Aalborg og har altid rejst med Norwegian hvilket har passet perfekt, da Gatwick lufthavn er den der er tættest på deres hjem i syd London. Den rute eksisterer ikke længere og man skal med Ryanair til Stansted. Det er ret bøvlet da det er på den helt anden side af byen, men det er jo bare for os. Skal man ind til central London er det intet problem. Det billigste er klar at tage bussen hvor en retur billet koster mellem 14-17 pund og bussen afgår lige uden for terminalen. Toget er noget hurtigere fordi det undgår trafikken, men det er også noget dyre. Jeg er ikke så pjattet med Ryanair, da det er et cirkus at få bestilt billetter da alt skal tilvælges og der er 17 muligheder. MEN det er billigt og det opvejer altså en del. Vi kom fem mand afsted i julen for 2.600kr. inkl. alt (hvilket var en del bagage pga. julen). Så ved jeg godt at der har været alt muligt med arbejdsforholdene og div. med Ryanair, men det gider jeg ikke forholde mig til når det er den eneste måde for os at rejse til London på!

Den 23. trængte vi til at komme ud og komme lidt i jule stemning og besluttede os for at besøge et af de mange julemarkeder. Jeg havde troet at der ville være smukt pyntet over det meste af byen, og at vi kunne nyde det på busturen fra lufthavnen til Streatham, men der blev vi altså skuffet. Der er mange markeder og det er bare at google sig frem og finde et der lyder passende til ens behov. I Hyde Park er der et Winter Wonderland som er helt enormt; forlystelser en masse, boder og skøjtebane. Man skal forvente en masse turister, især asiatiske, så det skal man lige have in mente. Vi valgte istedet et forholdsvis tæt på i Clapham. Det viste sig så at være et omrejsende tivoli og ikke et hyggeligt julemarked, men behøver jeg sige at børnene var tilfredse?:-) Så efter en masse forlystelser, varm kakao og churros var vi ved at fornemme julen.

Vi var ni mennekser boende i min søster og svogers hus; fem børn. I dagtimerne var mine forældre der også, så der var fuldt hus. Det hjælper at vi alle er vant til at være på besøg i huset og føler os hjemme. At vi konstant havde mindst et sygt barn gjorde det måske bare lige en smule mere presset end normalt. Da vi fløj over var Dicte syg og var det fortsat en dag. Juleaften tog Bertram over og fejrede jul i nattøj indtil han faldt i søvn. Derefter skiftedes de to til at tage tjansen resten af ugen. Op ad bakken og så ærgerligt! Juleaften og den 25. var vi så lige tre mere i form af min svogers forældre og søster. Jeg er vant til små juleaftner, så det var lidt en anderledes oplevelse. Vi tog den traditionelle jul den 24. med dansk julemenu som hos os er and og dans om juletræet som var til stor morskab fra den indiske familie:-) Børnene fik deres pakker den 24., men mine niecer fik først deres fra den engelske/indiske familie den 25. traditionen tro. Jeg havde set for mig hvordan alle sad i deres pyjamaser julemorgen, men det viser sig at høre amerikanske film til:-):-) Istedet spiste vi sen morgenmad sammen, de fleste af os, og så røg alle ungerne med i parken mens kalkunen og den engelske julemenu skulle tilberedes. Sen eftermiddag satte vi os til bords igen, så jeg behøver nok ikke sige at vi ikke var vildt sultne de efterfølgende dage efter to julemenuer på under 24 timer.

Vi havde lovet børnene at komme indtil Oxford og Regent st. for at se de flotte jule udsmykninger. Det valgte vi at gøre den 26. Det var dumt! Aldrig har jeg set så mange mennesker og det var ikke til at holde ud. Vi skulle ikke shoppe, hvilket ellers vist kunne have givet nogle gode handler da der var udsalg over alt, men vi ville bare gerne hygge og se de smukke udsmykninger. To børn røg med mormor og morfar hjem efter første pit stop, de to største piger fulgte troligt med ned gennem Oxford st. og mennekse myldret og Bertram ville bare sidde på sin fars arm og skulle på toilettet. Fornøjelse? Nej overhovedet ikke! Vi endte med at give op inden vi egentlig fik set det vil ville. Her er Londons ulempe; det tager lige en time at komme hjem. Det finder jeg så nedslående når man bare gerne vil hjem. Som Alma sagde i toget på vej hjem: “Hvorfor er folk ikke hjemme og slappe af og julehygge når det er 2. juledag?” Det kan jeg kun give hende ret i. Men igen, så var der så vildt mange turister især fra østen og de holder jo ikke jul som os. En anden gang vælger vi også lige en anden dag, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os dette scenarie. Jeg er ret ærgerlig over at det ikke blev en fornøjelse, for der er virkelig så smukt pyntet helt inde centralt. Hvis du er til alle de kendte high street mærker, så skal du selvfølgelig en tur ind på Oxford st., men er dette ikke et must for dig, så kan det sagtens springes over og finde en hyggeliger og mere speciel oplevelse andre steder i byen. Google, google, google….:-)

Thomas og jeg var så heldige at få billetter til musicalen 42nd street. Jeg skal være ærlig og sige at jeg aldrig havde hørt om den, selvom jeg kunne se at det er en rigtig klassiker og must-see. Det var i et helt fantastisk teater, Theatre Royal, lige ved Covent Garden. Så flot, elegant og stort. Og sikke en oplevelse! På et tidspunkt talte jeg 30 danserinder på scenen og der var også 15 mandlige + andre roller. Forstil Jer lige så mange på scenen og så til step numre. Wauw! Vi fandt også ud af, at vi ikke havde behøvet tage ind til central London for at se flot udsmykning; Covent Garden havde det hele! Der er rigtig mange små spisesteder, mest snacks og bageri tror jeg, men der er ogå rigtig mange mennesker. Så jeg ville nøjes med at se de fine bygninger og så istedet gå ud i gaderne omkring. Især Catherine og Tavistock st. vrimler med små restauranter, brasserier og vinbarer. Aldrig har jeg set så mange hyggelige og indbydende stedet samlet! At tage ind og se en musical kan klart anbefales; men gør Jer selv den tjeneste og søg ordentligt efter billetterne. Samme billet kan snildt variere 20 pund.

På vejen til teatret gik vi en lang tur fra London Bridge mod Southbank. Ved London Bridge ligger Borough Market som er et kæmpe mad market, men også med omkring liggende restauranter, pubber og kaffebarer. Det er så hyggeligt og absolut et besøg værd. Mørket var faldet på, så udsigten langs Themsen var helt fantastisk. En datenight midt i julen er ikke sådan at kimse af.

Udover ovenstående, oplevede vi faktisk ikke så meget denne gang. Sådan er det når man kommer det samme sted mange gang og samtidig besøger familie. Det er jo absolut lige så meget for besøget som det er for byen. Byen er bare et plus. Vores og min søsters piger er født med et års mellemrum alle fire, så de har egentlig nok i hinanden. Selvom de ser hinanden sjældent, denne gang var der gået et halvt år, så fortsætter de bare som var det igår de sidst sås. Det er så skønt!

Alle flyvininger hjem fra Stanted til Aalborg er kl. 7 om morgenen, hvor du skal være i lufthavnen to timer før hvis du skal indtjekke bagage (hvilket jeg KLART vil anbefale kun at gøre hvis det er højst nødvendigt) da det er et kaos uden kø til specifikke afgange. Denne gang gik det dog ok da de endelig har oprettet selv tjek ind. Sidste gang stod jeg i én stor pærevældig som kan tage pippet fra de fleste. Derudover tager det så godt to timer at komme til lufthavnen fra Streatham hvilket vil sige at jeg sidste gang tog fra min søster kl. 2.45 om natten. Det havde vi selvsagt ikke lyst til med tre børn. Derfor havde jeg booket en overnatning på et lufthavns hotel lige ved siden af terminalen. Det tog 8 minutter at gå med kufferter og tre børn:-) Hotellet hedder Hampton by Hilton og kan klart anbefales. Virkelig sødt og hjælpsomt personale. Vi gav 790kr. inkl. morgenmad, hvor morgenmaden allerede åbner kl.4.00. Det skal selvfølgelig ligges oveni rejseudgifterne, men det var så godt givet ud og pigerne synes det var så hyggeligt; pizza og film i sengen. Bor man alligevel på hotel i sit ophold, gør det jo økonomisk ikke nogen forskel at tage den sidste nat ved lufthavnen. I den anden ende af terminalen ligger Radisson, måske et par minutters gang tættere på. Det var lidt dyre og derfor valgte jeg det andet. Der er også to andre lufthavns hoteller som begge er endnu billigere, men der skal man med transfer bus. Det orkede vi ikke at være afhængige af på det tidspunkt af dagen.

Summasummarum; London er fyldt med muligheder, man skal bare opsøge dem. Oftest er det de største oplevelser at komme væk fra det centrale og mest kendte, men er det ikke altid sådan med storbyer? Jeg skal nok lave nogle flere indlæg om byen og byen med børn. Mange spørger til det med at komme rundt i byen med børn, så det skal I da høre….-en anden dag:-) Dette indlæg var rigtig nok skrevet i forbindelse med julen, men udover jagten på juleudsmykninger, er der vist ikke noget i indlægget som ikke kan bruges hele året rundt:-)

Indlægget (Jule)Ferie i London blev først udgivet på Pernille Thulin.

Oveni en umenneskelig opstart, skulle min mand så ovenikøbet starte nyt job. Ny karriere. At skifte fra et job i fodbold verdenen, som er det eneste man nogensinde har kendt, til et job i den virkelig verden som 37 årig har krævet så mange tanker og energi. Beslutningen var i sin tid, vi er vel tilbage i sept/okt, egentlig ikke så svær. Kontrakt udløb og uafklaret forlængelse hjalp til at tage skridtet. Efterfølgende skete der så det, at cheftræneren blev fyret og 1. og 2. assistenten begge rykkede et trin op som hhv. cheftræner og 1. assistent de sidste tre kampe i sæsonen. Et scenarie de begge var glade for. Den nye cheftræner blev tilbudt at forblive cheftræner ind til sommer og han ville have Thomas ved sin side, koste hvad det ville. Det vil være en underdrivelse at sige at jeg havde en fortvivlet mand! En fortvivlelse jeg fuldt ud kunne forstå og jeg ville ikke have noget imod at han havde forlænget et halvt år. Men den jobmulighed han har fået ville ikke være der om et halvt år, og skridtet ud af det trygge ville heller ikke blive nemmere ved at udskyde det.

Så onsdag tidlig morgen drog han til Århus hvor hele opstarten skal foregå. Det bliver lidt af en mundfuld han skal igennem som fuldstændig grøn i forsikringsbranchen; hovedet skal ligesom igang på en helt anden måde end det tidligere har været. Jeg er sikker på at han kommer til at klare det så fint! Da han fredag eftermiddag kom hjem i god tid og kunne stemple ud for HELE weekenden, var det vist også en ret god følelse der meldte sig. Og tænkt sig; det bliver det samme næste fredag, og næste, og næste…… Da det i fredags gik op for Alma at disse weekender er en realitet fremover, var glæden i hendes ansigt guld værd <3

Så vi har sovet længe, spist morgenmad sammen alle fem BÅDE lørdag og søndag, været i haven, spillet fodbold, trænet, lavet mad sammen, men mest af alt bare nydt  at alle var samlet og ikke ventede på at far skulle komme hjem. Det er et hit! Nu er næste projekt at sommerferien skal bestilles; for første gang faktisk i sommerferien. Thumbs up! Billederne er nok opstillede, men de viser stadig vores familie helt perfekt…-lige bortset fra at Thomas er i fokus :-):-)

Indlægget Første weekend i vores nye liv blev først udgivet på Pernille Thulin.

I denne travle juletid, mener jeg at det er yderst godt givet ud at forkæle sig selv lidt. Forkælelse i form af at tage tid til sig selv. Hvad man er til, og hvad man har brug for, er meget forskelligt fra person til person. Træning, en tur i bio, spa dag med veninde eller mand…. Men det kan også være helt ned til de små pusterum i hjemmet. At læse en bog, sætte sig ned og drikke en kop te/kaffe, yoga/meditation på stuegulvet, badeværelses rutiner….

Som mor til tre er der ikke mange pusterum i december måned. Når den ene ikke har et jule arrangement, så har den anden eller så skal der lige presses tre fødselsdage ind oveni. Arrangementerne i sig selv er meget, men man vil jo også gerne alle jule tingene som at dekorere, bage, krea hygge, se julefilm…. Jeg har sagt det før, men jeg synes virkelig man skulle indføre en ekstra ugedag i december måned:-)

En af mine faste rutiner er hudpleje. Tre gange om ugen sørger jeg for at gå på badeværelset når alle børn er puttet og give mig tid til enten en maske, peeling eller bare masser af fugt. Noget der især er behov for på denne årstid. Det er nu blevet så meget en vane, at jeg panikker lidt når jeg ikke når det.

Hudpleje produkterne er fra ecooking som er et mærke jeg er blevet glad for det sidste halve års tid. Økologiske og naturlige ingredienser. Tøj og sokker fra MoshiMoshiMind som altid bare er fint og enkelt.

Jeg elsker at læse! Jeg elsker den ro en bog giver mig og det at forsvinde ind i et andet univers.

Tip: I stedet for at gå i seng og ligge og kigge på din telefon som det sidste inden du ligger dig til at sove, så læs i en bog i stedet. Man falder hurtigere til ro og sover bedre!

Det variere meget hvad genre jeg læser, men jeg blev i år introduceret til Mhairi McFarlane og har slugt dem råt i perioder hvor jeg har skulle bruge let læselige bøger. Søde, tøse historier. Og så er kloge Hella Joof altid en fornøjelse at læse. Kender man mig, så ved man at min kaffe er vigtig. Måske man har været heldig og fået givet en lækker advents kalender.

 Mine piger elsker når vi sætter os og laver noget kreativt sammen, noget jeg er alt for dårlig til at tage mig tid til. Det kan bare være papir og en blyant, en malebog eller også går vi i kælderen hvor vi har samlet en masse tingel tangel som de elsker at sidde og få nyt liv i.

Vi er vilde med produkter fra OMY. De laver store plakater som kan være større projekter for børnene eller et projekt for hele familien. En pakke med dækkeservietter (eller hvad man nu vil bruge dem til) fra nogle af verdens store byer. De er geniale og hele familien nyder at farvelægge dem. Gode tuscher er et must og disse Promarkers er mine favoritter.

Selvom jeg måske egentlig ikke helt har tid til det, hvis jeg skal være helt fornuftig, så har jeg prioriteret en bio tur med en veninde inden juleferien rammer. Ét er at jeg virkelig gerne vil se filmen, men jeg kunne også mærke at jeg havde brug for lige at komme ud af julestres boblen. Jeg glæder mig til at se filmen, og har hørt at man risikerer at være forelsket både i den mandlige og kvindelig hovedrolle efterfølgende.  Coming up: ”A star is born”. Har I set den?

Jeg håber at I alle får en dejlig jul og husker at prioritere det der er vigtigt for netop Jer. Måske dette kan være til inspiration til de sidste julegaver.

Glædelig jul, Pernille

Indlægget Selvforkælelse og pusterum i en travl tid blev først udgivet på Pernille Thulin.