Det blev så i en alder af 36 år jeg skulle have min første, og nok eneste tatovering. Det kommer efter jeg for godt en måned siden også fik et ekstra hul i øret. Nogle vil måske kalde det en tidlig midvejs krise, men jeg er nok mere tilhænger af at kalde det “Gør noget ved det!”.
Og her er den så, min fine svale tatovering som min svigerinde har tegnet til mig.
Historien bag den er, at min søster havde et stort ønske om at få en tatovering med tre svaler; hende og hendes to døtre. Hun nåede ikke at få den, da hun jo som bekendt blev syg og man ikke må få tatoveringer med den infektions risiko der er, når man bla. får kemo.
En uges tid før hun døde, nok da det var gået op for mig hvilken vej det gik, besluttede jeg at jeg ville have en tatovering. Ikke lige den hun ville have, men jeg vidste at jeg ville have en svale til minde om hende. Så jeg fik min svigerinde til at tegne den, og dagen før Louise døde, spurgte jeg hende igen om tatoveringen. Jeg skulle sikre mig at det ikke bare var en dille hun havde haft:-) Til trods for hvor svag hun var, og stort set ikke talte, lyste hun lidt op da jeg spurgte. Hun fortalt igen at hun elskede svalerne og ikke for hvad de stod for, men bare fordi de var pæne, helt enkelt. Jeg fik fortalt hende at jeg ville få tatoveringen. Dagen efter døde hun.
Så nu sidder der to fine svaler på min arm for altid, hun og jeg. Jeg er glad, og jeg er glad for at jeg fik hende det fortalt.
Livet er kort, så lad være med at lægge så meget tanke i alting. Bare gør det!