Da Thomas og jeg blev kærester i 2001, var han umiddelbart ret ramt af amors pil (det forstår man jo godt) og der var ikke de romantiske gestus han ikke kunne finde på. Jeg havde ikke oplevet noget lignende før, og var heller ikke typen der var synderlig god til det med følelser, så havde lidt svært ved at tackle det.

Det skal sige at der gik hverdag i den og at det ikke er noget han har været kendt for de sidste 18 år

Idag er det 10 år siden han friede til mig. Med hans historik kunne man tro at sådan et frieri kunne blive rigtig, rigtig godt. Men…..

This is what happened

Vi boede i Østrig på det tidspunkt og var hjemme på juleferie, Alma var 10 måneder gammel. Vi var hjemme hos mine forældre og sov i kælderen på mit gamle værelse. Thomas skulle tidlig op da han skulle køre tilbage til Østrig, og Alma og jeg skulle blive lidt længere. Jeg liggere og sover, og den der kender mig, ved at jeg er god til at sove. Alligevel vågner jeg ved at det rumsterer ved siden af sengen og jeg får mig vendt og lige åbnet øjnene. Der sidder Thomas på knæ med en ring i hånden.

Man kan sige at det ikke er det værste at vågne op til. Problemet er bare at jeg ikke hørte et ord af hans frieri; jeg sov! Jeg har aldrig lagt skjul på at han ikke skulle finde på et eller andet pladder romantisk, for jeg ville ikke vide hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg er nok mere typen man frier til på sofaen en søndag aften. Så intentionen med frieriet var så fint, men jeg kunne nu alligevel godt have tænkt mig at høre hvad han havde at sige:-) Det blev sgu bare lidt en underligt situation, og vi griner stadig af det. Sad but true

Det blev lidt en ambivalent følelse. Totalt glæde over at skulle giftes og have fået den smukkeste ring. Men alle ville jo også høre hvordan han havde friet, og der fik den gode historie altså lidt et hak. “Mor, hvordan friede far til dig?” “Jo, nu skal I høre børn. Han friede da jeg sov og jeg er sikker på han sagde en masse dejlige ting. 10 min. efter kørte han og jeg så han ikke i 14 dage!” What a story

Han er klar over at det måske ikke gik helt som planlagt, det har han også hørt lidt for siden. Faktisk jokede vi i årene efter med at han måtte gøre det om en dag. Det har jeg dog stadig tilgode Men jeg sagde jo også ja.

Hvordan blev I friet til?

Indlægget Det perfekte frieri blev først udgivet på Pernille Thulin.

Og her er den så, min fine svale tatovering som min svigerinde har tegnet til mig.

Historien bag den er, at min søster havde et stort ønske om at få en tatovering med tre svaler; hende og hendes to døtre. Hun nåede ikke at få den, da hun jo som bekendt blev syg og man ikke må få tatoveringer med den infektions risiko der er, når man bla. får kemo.

En uges tid før hun døde, nok da det var gået op for mig hvilken vej det gik, besluttede jeg at jeg ville have en tatovering. Ikke lige den hun ville have, men jeg vidste at jeg ville have en svale til minde om hende. Så jeg fik min svigerinde til at tegne den, og dagen før Louise døde, spurgte jeg hende igen om tatoveringen. Jeg skulle sikre mig at det ikke bare var en dille hun havde haft:-) Til trods for hvor svag hun var, og stort set ikke talte, lyste hun lidt op da jeg spurgte. Hun fortalt igen at hun elskede svalerne og ikke for hvad de stod for, men bare fordi de var pæne, helt enkelt. Jeg fik fortalt hende at jeg ville få tatoveringen. Dagen efter døde hun.

Så nu sidder der to fine svaler på min arm for altid, hun og jeg. Jeg er glad, og jeg er glad for at jeg fik hende det fortalt.

Livet er kort, så lad være med at lægge så meget tanke i alting. Bare gør det!

Indlægget Tattoo blev først udgivet på Pernille Thulin.

Eller også gør man, og det er ens største frygt. Kræft. Det var det der tilbage i oktober 2018 ramte vores familie, og tog os igennem ti ubeskrivelig hårde måneder. 

Det er nu allerede 5 uger siden min søster døde. I har været så mange som har skrevet og udvist omsorg og omtanke. Tak. For rigtig mange, nok de fleste, kom hendes død som et chok, og det forstår jeg godt. Nu vil jeg forsøge at fortælle historien; både for Jeres skyld, men også for min egen. Når noget traumatisk sker, har man med at glemme, og det kan jeg mærke jeg allerede er ved. Så jeg vil skrive det ned og prøve at huske, og på den måde bearbejde det. Det hele er set fra min side, og ikke fra min søsters, mine forældres eller nogen andens…..

Siden min søster i 2005 flyttede til London, har jeg været der min. to gange årligt. Det har været alene og med børn. Sidste sommer, juli 2018, var vi for første gang derovre som familie. Bertrams første tur til London, og Thomas første tur i 10 år grundet fodbold karrieren. Vi havde en fantastisk uge sammen med min søster, svoger og deres to piger, med ture ud af byen og skønne oplevelser. Kun 14 dage senere, i starten af august, var jeg derovre igen på kursus. En ugen kun med voksen tid, da deres børn var hos bedsteforældre. Det var sindssygt hyggeligt, og så lækkert og meget uvant ikke at have vores tilsammen fem børn at forholde os til. Kvalitets tid. Lige efter jeg tog hjem, drog de på en fantastisk tre ugers familie ferie til Portugal, inden pigerne startede op i skole start september.

Godt en måned senere, den 20. oktober, dagen hvor Danmarks store Knæk Cancer show var i tv, fik jeg min til dato værste telefon opringning. Jeg var dagen inden blevet opereret, og troede at min søster ringede i den anledning. Samtalen tog en drejning og hun fik fremstammet: ”Jeg skal fortælle dig noget; jeg har en tumor i hjernen!”. På dette tidspunkt vidste hun ikke om den var god eller ondartet, men havde været indlagt noget dage, og fået tumoren konstateret. Jeg var alene hjemme med min tre børn, og var nærmest bare en skygge af mig selv med den viden jeg nu havde. Min ældste datter insisterede på at vi skulle se Knæk Cancer, og det var mildest talt ikke sjovt at skulle se alle de tilfælde. Vores forældre befandt sig på en drømmerejse i Indonesien. Den blev også meget brat afbrudt, og de fik det første mulige fly til London.

Det ofte stillede spørgsmål er, hvordan hun fandt ud af det. Hun havde været syg i lidt tid med influenza agtige symptomer, men kunne ikke rigtig komme over det. Så begyndte hun at få forværret syn og synes at hun døjede lidt med hukommelsen. Derfor blev det opdaget. Vores far er optiker, og kunne også tolke på situationen, at det ikke bare var almindelig syns forværrelse.

Det var starten på en fuldstændig ulidelig periode med så meget frygt og uvished. Al kommunikation gik over WhatsApp og min mave slog en kolbøtte hver gang jeg hørte den lyd. Vi havde alle stadig så meget håb og tro på at det kunne være at den var godartet. Samtidig havde vi også alle de forfærdelige tanker om hvis vi skulle miste hende.

Hun havde nu allerede mistet ca. 50% af sit syn, hvilket skyldes at noget trykker i hovedet. Hun fik indopereret et ”dræn” for at fjerne væske ophobning, og det var den første virkelig ubehagelige vente tid. Operationer i hjernen er bare skræmmende. Så skulle hun også have taget biopsier af tumoren. Da jeg en dag talte med min søsters veninde, fandt jeg ud af at min søster ikke fortalte os alt, hvilket man godt kan forstå. I hvert fald havde hun skrevet noget til sin veninde hvor hun gav udtryk for, at hun havde fået at vide at lægen mente den så aggressiv ud da han havde taget biopsierne. Det havde hun undladt at fortælle os. Hun har været så ubeskrivelig bange, og siger man tingene højt, bliver det ofte mere realistisk, og det har hun jo ikke ønsket. Samtidig beskyttede hun os. Derfra var det ventetid til svarene på biopsierne var klar.

Den 8. november rejste jeg til London. Jeg var ikke rigtig tilstede herhjemme, da jeg havde mine tanker i London hele tiden. Jeg havde brug for at være der for Louise og være sammen med hende og mine forældre, og være der for hendes kæreste og børn. Til at det stadig er så tidligt i forløbet, og inden nogen form for behandling, så havde hun udseendemæssigt allerede ændret sig især pga. synet. At se hende ikke være i stand til at orientere sig ordentligt, ikke at kunne læse alt osv., var virkelig hårdt. At skulle give sådan en omsorg for sin storesøster virker bare forkert. 

Mandag den 12. november drog hun afsted til sygehuset med sin kæreste Shaff og vores far. Hun var så stærk at jeg ikke begriber det. Det var en meget lang skæbnesvanger dag! Shaffs familie var også i huset, men alle var der bare i stilhed. Jeg endte med at gå en lang tur for ikke at gå ud af mit gode skind. Ti meter før deres hoveddør ringede min far med beskeden: ”Det er så slemt som det kunne være. Hun overlever ikke og har max 2 år.” Han var på vej hjem og Louise og Shaff var kommet videre til kræft lægen. Jeg skyndte mig tilbage og op til min mor som også havde fået beskeden. Hun var selvfølgelig dybt ulykkelig, men lige så meget gal egentlig. Hvad fanden er meningen med det her??? Jeg var nærmest hel paralyseret og kunne ikke rigtig reagere. Efter noget tid, kom deres piger hjem med deres faster, og her ved den anden del af familien stadig ikke besked. Jeg ender på gulvet af børneværelset og får distraheret den yngste mens vi venter på at Louise og Shaff kommer hjem. Min far får fortalt Shaffs far det, og da Shaff selv kommer hjem, får hans mor og søster beskeden. Børnene aner intet, og ingen kan reagere da Louise kommer hjem, da de ikke skal inddrages på dette tidspunkt. Louise ender med at sove med børnene og først sent sidder vi alle og kan snakke om hvad der er sket, og den diagnose og prognose vi lige har fået besked om. Dagen efter er der mere ro på, men Louise virker upåvirket, hvilket selvfølgelig er en forsvars position. Vi og vores forældre går ud og spiser frokost. Vi snakker ikke om det, men nyder at være os fire hvilket jo aldrig sker efterhånden. Først da jeg får hende på tomands hånd senere, får vi snakket om det. Jeg tvinger hende ikke til at sige noget eller gøre noget hun ikke har lyst til, men lader hende vide at jeg er der. Hun giver sig til at græde og siger: ”Det eneste jeg ville var at være mor. Nu har jeg sat to piger i verden og så forlader jeg dem. Det er ikke fair for dem!”.

Først da jeg kommer hjem til Thomas to dage senere, bryder jeg helt sammen.

Sidst i november går hun i gang med stråle og kemo behandling. Næsten hver dag i 6 uger skal hun ind på sygehuset til strålebehandlingen og for at tage sin kemo på det rigtig tidspunkt i forhold til strålingen. Det er aldrig på samme tidspunkt og en tur frem og tilbage på ca. 40 min,  og en kæmpe belastning for familien. Hun skal samtidig bare fokusere på sit forløb og skal hvile rigtig meget. Heldigvis døjer hun ikke med kvalme. I denne tid hvor vi er hver for sig, har vi ret meget kontakt, og jeg prøver at ringe så meget som muligt. Hun er ved rigtig godt mod; får gået ture, vil gerne spise rigtigt og bevarer troen på at hun bliver hende som springer oddsene.

De skulle have været i Danmark for at holde jul, men da det ikke er muligt, tager vi alle derover. Vores to yngste er begge syge med feber, hvilket er helt skidt, da Louise ikke må komme i nærheden af nogle med influenza symptomer eller lignende. Så det bliver ikke det ophold de er vant til, med masser kontakt og kram af deres Moster. Alma, vores ældste, ser hende rigtig meget an. Hun kan sagtens se at hun er forandret, og Louise reagerer jo ikke på hende som hun plejer, især fordi hun ikke ser så godt. Men Alma er mosters pige, og de får krammet.

Louise er på dette tidspunkt begyndt at tabe sit hår og på sygehuset har hun fået en paryk. Det var helt skidt! Hun kunne jo ikke selv ordentligt se hvordan den så ud og sad, og det var bare ikke godt. Vi fik hende heldigvis overbevidst om at tørklæder og hatte var den bedste løsning. 2. juledag, inden hun og jeg skulle på sygehuset, kom hun ned i køkkenet med sin børste og spurgte om jeg ville se på hende hår. Min mor var der og Alma var der. Det var sindssygt grænseoverskridende for mig, men hun var virkelig upåvirket igen. Men jeg ville jo gerne hjælpe hende og gik i gang med at frisere uldtotterne JMen mere og mere faldt af, der var virkelig ingen vej tilbage. Alma kiggede, men sagde ikke noget. Vores børn ved at der er noget i mosters hoved som hun behandles for, men ikke at det er kræft eller prognosen.

Al det her er starten på det hele, men derefter bliver det lidt dagligdag igen. Midt januar stopper hun behandlingen og har en måneds pause inden hun midt februar starter en forstærket dosis kemo op. 5 dages kemo, 23 dage fri. Jeg var i London da hun gik i gang med denne runde. Hun havde taget den første pille og så var vi gået over for at få ordnet negle inden vi skulle spise frokost. Vi nåede neglene, men derefter kun til perronen hvor hun så må kaste op ud over tog skinnerne. Ej hun havde det dårligt! Heldigvis har de et fantastik team omkring sig af sygeplejersker, som giver dem råd og vejledning, og hun får fremadrettet den rigtige dosis anti sickness så hun kan holde det ud. Nu slår trætheden så ind for alvor og hun kan nærmest ikke overskue andet end hvile sig. Dette er altså næste stadie i processen.

Vi har i familien i flere år haft et kæmpe ønske om at tage til Disneyland sammen. Måske mest min mors ønske Pludseligt bliver det meget vigtigt for mig at vi får denne tur bestilt, da det er en oplevelse vi bare skal have sammen. Den bliver bestilt til efterårsferien 2019. 4 dage for os alle 11.

Omkring 1. maj kan hun endelig få foretaget en ny scanning for at se om strålingen har virket. Inflammationen som strålingen danner, har skullet have tid til at hele. Resultatet bliver at tumoren ikke er vokset. Det er det bedste vi kunne håbe på! Slut maj tager de fire på ferie og har en god tur, selvom Louise ikke helt er så meget tilstede, men mest har ”nok i sig selv”. Hendes børn har på dette tidspunkt været i dette cirkus i 8 måneder, og har vænnet sig til at mor ikke er den mor de plejer at have.

Knap 14 dage efter deres hjemkomst er jeg derovre igen. Her er det virkelig begyndt at gå ned ad bakke. Hun har haft mistet følelsen i venstre arm i noget tid og har fået en stok til støtte. Men lige pludselig er det blevet helt skidt med benet også, og hun kan næsten ikke selv komme op. Det sker at hun falder når hun kommer op, da hun ikke har vænnet sig til at hun ikke kan bære sig selv i den side. Det store problem er, at når hun først er faldet, har hun ikke kunnet hjælpes op sådan uden videre. De er på sygehuset til tjek, og der bliver lynhurtigt sat gang i, at hun skal have hjælpe midler i hjemmet.

Kun ugen forinden havde hun været på arbejde. Det siger noget om hendes stædighed! Den dag jeg kommer, ligger hun og sover da hun havde store smerter om morgenen og dermed er slået lidt ud af smertestillende. Hel groggy mener hun at vi både skal spise frokost og at hun skal på arbejde. Det viser sig dog at hun havde haft sidste arbejdsdag.

Denne tur rammer mig virkelig; det var så ubeskrivelig hårdt at se hende så fysisk dårlig. Hun ligner ikke sig selv længere, er ikke helt sig selv, og når jeg ser hende gå afsted helt ude af stand til at klare sig selv, gør det bare så ondt. Hold op hvor var det synd for hende!

Jeg tager hende med hjem til Aalborg, da det er et kæmpe ønske for hende. Jeg skal love for at vi fik noget for pengene med lufthavns assistance, kørestol og den helt store lift for at komme op i flyet. Jeg glemmer det aldrig, men det er også fordi hun var i så godt humør. Hun snakkede og snakkede og snakkede JHun følte sig som en kæmpe belastning i sit eget hjem, og glædede sig til alene tid hos vores forældre uden at skulle være i vejen og til besvær. Hun havde en virkelig dejlig uge!

Inden vores børn skulle se deres moster under dette visit, blev vi nødt til at forberede dem på hendes meget ændrede udseende og væremåde. De følte sig beredt, men jeg vidste godt at de alligevel ville blive chokerede. Og det gjorde de! Bertram ville slet ikke for tæt på hende, Dicte taklede det fint og Alma sad tæt på hende hele tiden og observerede hende rigtig meget. Da vi kørte hjem den aften brød Alma helt sammen. Ikke over chokket, men fordi hun synes det var så synd for hende.

En ting Louise virkelig insisterede på under dette besøg var at tage Alma med på café. Hun havde året inden givet hende en tur på café i fødselsdagsgave, men muligheden for at indfri turen var bare ikke opstået. Alma ville meget gerne, men var ikke hel tryg ved at gøre det alene, som Louise godt kunne forstå. Så min mor tog med som anstandsdame JMen Alma havde en rigtig god eftermiddag og hyggede sig og nød tiden. Hun fulgte endda sin moster på toilettet. Søde pige.

Mine forældre tager tilbage til London med hende (hvor de har været rigtig, rigtig meget alle disse måneder),  og derfra fortsatte det bare med at gå stærkt ned ad bakke. De har på dette tidspunkt været meget igennem, men da fysikken nu er så dårlig bliver det bare endnu værre. Min far må hjælpe hende for hver et skridt hun skal tage, min mor er ude for at være alene med hende hvor hun falder på toilettet og der går to timer før ambulancen kommer og kan hjælpe hende op. Hun ligger bare på gulvet og spærre for døren så min mor ikke kan komme ind til hende. Mit hjerte brister ved tanken.

Det havde hele tiden været planen at de skulle til Danmark og holde sommerferie, da det igen var hendes store ønske. Hun havde en drøm om et roadtrip for at besøge alle, men det bliver klart at det er helt urealistisk. Det bliver til et ophold hos mine forældre. En uge før de skal komme hjem, ringer min far derovre fra og fortæller hvor skidt det står til med mobiliteten. Der er brug for en masse hjælpemidler hos dem for at det er muligt. Han får sagt ”….fordi tumoren er vokset og presser så meget”. På dette tidspunkt ved jeg ikke andet end det resultat for scanningen i maj. Der tog det hele lige en drejning.

De kommer til Danmark, og vi tager hele familien i Fårup sommerland som også var et ønske fra hendes side. Hun er ikke så meget tilstede udover at være med. Hun ville virkelig gerne bare have en stor is JOnsdag får hun et anfald af epilepsi, som er meget almindelig. Det er hendes andet anfald. Dette anfald forværrer hende voldsomt. Torsdag til lørdag er hendes kæreste og piger på tur til Fyn for at besøge venner. Her får de først at vide at mor ikke bliver rask; de vidste dog godt at det var kræft. Som den ældste sagde, så vidste de det godt.

Vi har egentlig længe gerne ville fortælle vores børn realiteten, men kunne ikke fortælle dem mere end Louises egne børn vidste, og så var det også først nu at jeg virkelig indså hvilken vej det gik. Vores piger var meget tætte med deres moster og blev dybt ulykkelige, men de er også børn og kommer hurtigt videre. Det var lørdag morgen vi fortalte det.

Lørdag aften holder vi en barbeque hos mine forældre hvor hun har samlet alle sine veninder. Hun var rigtig svag her, og flere af veninderne har ikke set hende i lang tid og bliver selvfølgelig dybt påvirket. Det meste af aftenen lå hun i sin seng hvor alle skiftedes til at tale med hende. En rigtig god sammenkomst som var god for alle.

To dage senere, mandag den 12. august, er dagen hvor de skal giftes. Det har de egentlig skulle længe, men Louise ville gerne være færdig med kemoen og bliver mere sig selv igen. Det kunne vi alle pludselig se ikke ville komme til at ske, så et haste bryllup bliver arrangeret og Shaffs familie og bedste ven flyver ind. Holdes det her i Danmark er vi her alle. En middag på en restaurant for alle os nærmeste hvor en rådmand skal vie dem kl.15. Jeg er ude at undervise og siger jeg bliver nødt til at gå lidt før da jeg skal til bryllup, og jeg ser egentlig frem til dagen.

I frokost pausen har Thomas dog ringet, og Louise har fået et dobbelt anfald om morgenen og er gået i koma. Lægen er der og de tager hende nok med. Intet går rigtig op for mig, og naivt tænker jeg at hun vågner snart og så når vi det. Endnu en opringning og Thomas siger at jeg skal give mine elever fri og komme hjem til vores forældre. De har ikke taget hende med, og lægen har sagt at hun nok vil tage herfra indenfor 24 timer. Hele familien er der og jeg skynder mig ind at sidde hos hende.

Vi går alle i en forvirret tilstand og ved ikke rigtig noget….. Venter stadig på hun skal vågne, så rådmanden kan komme. Alligevel går det mere og mere op for os, og Shaff bliver desperat og beder os gøre alt hvad vi kan for at få dette til at lykkedes. Min far ringer til præsten som indvilliger og kommer meget hurtigt. I al huj og hast får Shaff og deres piger klædt om, og Thomas har i mellemtiden været inden og hente de bestilte blomster til anledningen. Ca. 16.15 står vi alle omkring hendes seng og de bliver viet. Vi skåler og der bliver taget billeder. Det hele er meget, meget specielt og ingen ved helt hvad der foregår. Pludselig kalder min far: ”Det er nu!” Jeg griber min yngste niecer og får hende sat i sin mors seng og alle stimler igen sammen rundt om sengen.

14 minutter efter deres vielse trækker hun vejret for sidste gang. Vi står alle lidt ved hende og efter lidt tid vil vi give Shaff tid alene. Jeg kysser hende på panden og vil gå ud, men Shaff stopper mig og spørger: ”Did she pass?” Jeg kan godt forstå ham, for det var så surrealistisk, så roligt og hun lignede jo stadig den samme, så det var svært at forstå. 

Det er det vildeste jeg nogensinde har været med til. Den dag kan ikke være virkelig, men må være fra en film. Selvom jeg vidste at det gik hurtigt ned af bakke pludseligt, havde jeg ingen idé om at dette ville ske så hurtigt. Det var der ingen af os der havde. Jeg tror hun faldt til ro i Danmark; selvom hun ikke havde boet her længe, så var hun stadig i vante omgivelser og hos sin mor og far. Her er det altså kun 14 dage siden jeg fik at vide at tumoren var vokset.

Indtil nu, hvor der er gået 5 uger, har jeg ikke været påvirket. Jeg har hende i tankerne hele tiden, men jeg har ikke været ked af det. Det har været for surrealistisk. Hun havde i lang tid ikke lignet sig selv eller været sig selv, og jeg har ikke kunne for enige hende der døde med min storesøster. Men de sidste dage er det begyndt at ramme mig; nu tror jeg det er ved at gå op for mig. Jeg er ved at huske hende som den hun var, i stedet for den hun blev, og det rammer mig. Det bliver en lang proces det her, og en sorg der skal leves med fremfor for at komme over.

Som skrevet i starten, kommer dette som et chok for de fleste. Det skyldes at Louise ikke meldte offentligt ud hvad hun var igennem, men kun delte med dem hun omgik dagligt og de allernærmeste. Det samme er gældende for mig. Jeg har delt det med alle mine nærmeste selvfølgelig, men jeg har ikke haft det mindste behov for at dele det med folk der ikke havde noget med hende at gøre eller var tætte med mig. Rigtig meget af vores liv i disse måneder handlede om dette, og jeg havde brug for at jeg kunne komme steder uden at være nødsaget til at skulle igennem det igen. F.eks. kom jeg på mit efterskole job én gang om ugen, hvilket betød at de ikke var tætte med mig. Derfor nød jeg at kunne tage et frirum deroppe og i andre lignende situationer, fremfor altid at skulle forholde mig til det og få medfølende blikke. Medfølende blikke er omsorg, det ved jeg, men det kunne blive for meget.

Jeg har prøvet at sætte mine nærmeste ind i hvad vi var igennem, men har man ikke været i en lignende situation, så kan man ikke med sin vildeste fantasi forestille sig det. Da hun fik diagnosen kræft, tænkte jeg at det klarer vi. Det bliver hårdt, men vi gør det. Jeg havde aldrig, aldrig nogensinde troet at det kunne ændre et menneske så drastisk. Her er det også fordi det var hjernen, og andre forløb kan være mindre ændrende heldigvis.

Tusind tak for alle Jeres søde beskeder i tiden omkring, og jeg kan sagtens forstå at sådan en historie med en ung mor rammer bredt og hårdt. Dette var min historie.

Nu vil de resterende 10 af os glæde os til at opleve vores Disney eventyr om kun få uger. Det bliver ikke som planlagt, men det bliver godt og vi glæder os!

Indlægget Når kræften rammer blev først udgivet på Pernille Thulin.

Vi startede jo ferien med vores kør-selv debut. Uge 27-29 var vi på vores helt egen lille rundrejse og det var fedt. Jeg havde tænkt at det var skønt at rejse i starten af ferien og så nogle uger hjemme efterfølgende. Det var også godt, men jeg synes det er skræmmende hvor hurtigt de uger kommer i “glemmebogen”. Jeg kan ikke forstå at det kun er to uger siden vi kom hjem; det føles som flere måneder siden. Selvfølgelig er turen ikke i glemmebogen, men tiden går bare hurtigt og når man kommer hjem til så kontrast fyldt en hverdag og far er tilbage på arbejde, så er man bare videre! Det føles faktisk surrealistisk at vi lige har haft de oplevelser og sommeren er ved at være forbi. How time flies! De sidste to uger har jeg været alene hjemme med børnene. Vi har ikke haft de store planer og bare taget det stille og roligt, efter en begivenhedsrig rejse. Jeg er så glad for at jeg har kunne have så lang en ferie med dem, og de ikke har været nødsaget til at skulle være i institution i ferien. Når ungerne rammer skolealderen, kan man bare se hvor meget de har brug for dette afbræk.

Pigerne har været geniale til at lege sammen og hele tiden haft gang i en eller anden leg. Der har faktisk kun været en enkelt legeaftale, ellers har de bare brugt hinanden. ENDELIG! Det er seriøst først nu de har fattet hvor heldige de er af have en søster så tæt på aldersmæssigt. Men hvad, bedre sent end aldrig;-) Til gengæld har mindste nok været lidt mere tilsidesat end normalt, da de synes han har forstyrre. Det er så gået ud over mig Jeg elsker at lave noget med ham; bygge brio, lego, klodser, krea…. Men jeg er så dårlig til “så er du tyven og jeg er politimanden” eller “mor du styrer lego pigerne, så er jeg drengene”. Der stopper min kreativitet simplethen Så jeg tror alle har været klar til at få nye input idag; han kan lege med vennerne i børnehaven og jeg kan få mit hoved tilbage på work mode. Jeg tænker også min mand synes det er ok jeg skal igang igen, da jeg ikke er den bedste til at holde ferie, forstået på den måde at mit hoved kører på overtid hele tiden. Hvis jeg ikke får lavet noget kreativt er det som om det hele hober sig op i mig indtil jeg ikke kan mere og bare må gøre et eller andet. Det startede allerede første ugen af ferien, da jeg bliver vildt inspireret af at rejse. Jeg kan ikke altid sætte en finger på hvad det er der rør sig i mit hoved, men der er ikke ro skulle jeg hilse at sige -ha ha. Det var jo bla derfor at jeg sprang på maler arbejdet da vi kom hjem. Nu har læse hjørnet og køkkenet været igennem et mindre make over og jeg har fået lidt ro. Ja jeg kan godt selv høre hvordan det lyder, men ikke desto mindre er det sandt. Heldigvis har jeg en tolle mand som kender mig, og lader mig gøre hvad der skal til

Denne uge står på forberedelse til næste uges undervisning på Handelsskolen foruden kunde aftaler og møde. Normalt glæder jeg mig da ikke ligefrem til at skulle ind og sidde bag computeren, men denne gang er det helt ok, og jeg glæder mig til at møde de nye kunder. MEN jeg er nu alligevel meget glad for at vi tager en stille opstart alle sammen inden den helt rigtige hverdag starter næste uge. Jeg startede ihf dagen med at give mig selv lidt tid og lige komme på den anden side. En kort løbetur efter aflevering og et bad uden at der var en eller flere der kaldte på mig. Det var rart og godt givet ud!

Har I nået det I ville denne sommer? Det har vi altså ikke. Vi elsker at gå ture alle sammen og løbe og lege imens. Det har vi ikke gjort en eneste gang. Vi skulle til summer lounge på Kunsten. Heller ikke. Vi skulle have haft mange flere grill aftner med venner. Vi skulle på cykel tur. Nej. Er det bare os det ender sådan for hvert år? Der må komme et nyt lovforslag om at sommeren skal vare længere Egentlig handler det for vores vedkommende egentlig mest om, at vi skal huske at man stadig kan en masse hyggelige ting selvom hverdagen ruller og vejret skifter. Generelt bare få noget mere ud af tiden og nyde livet. Note to self. Men vi har også nået en masse: Vi har badet en masse i kridtgraven som vi ELSKER, vi har været ved stranden og i havet to gange, vi har haft grill hygge, vi har leget, været i cirkus, fårup sommerland, Utzon og en masse mere <3

Dette her kan vel egentlig betegnes som første overspringshandling?! Ups. Men det er ok, jeg kan stadig nå dagens program:-)

Indlægget Hverdagen er tilbage blev først udgivet på Pernille Thulin.

I forhold til vores børn, kunne jeg dog ikke forestille mig at være noget andet sted. Vi bor på en blind vej, som er den aller sidste stikvej til en anden blind vej. Det vil sige at børnene frit kan løbe ude på vejen og kan gå i skole uden at krydse en vej. De er i meget trygge omgivelser og kan selv cykle til venner og til sport i hallen. Børnene løber og leger med nabo børnene og vi vokse kan hygge os, låne en kop sukker eller en stige:-) I London er skolerne bag gitter og porte, børne skal overgives fra forældre til lærer om morgenen og om eftermiddagen bliver en elev ad gangen overgivet til sine forældre. Der er ikke noget der hedder “gå selv” før de er i min. 6. klasse.

Noget Aalborg (Danmark) til gengæld godt kunne lære af, er befolkingens venlighed. Alle steder ser man folk hjælpe hinanden i forskellige situationer, der er kæmpe respekt for folk med specielle behov og gravide og bare en generel virkelig god opmærksomhed. Under min sidste graviditet var jeg på kursus herovre og dagligt med offentlig transport. Jeg fik udlevet et badge med “baby on board” og så skal jeg ellers love for at der blev sørget for siddeplads til mig. Spørger man om hjælp er man altid garanteret et venligt svar og ofte får man oven i købet et “darling” med på vejen. Under dette ophold var jeg med mine niecer til årets sports dag. Det er en stor begivenhed for dem og noget det fleste forældre prioriterer at deltage i. Alle forældre til pigernes venner gjorde en kæmpe indsat for at få mig til at føle mig tilpas og var virkelig venlige, åbne og imødekommende. Ikke på nogen påtaget måde, men helt naturligt. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det samme ville ske hvis en moster troppede op på mine egne pigers skole til et arrangement, men det tror jeg simpelthen ikke på. Ofte ville vi nok registrere det, og så bare undre os over hvem denne fremmede var. Og det er ikke for at skylde skylden på alle andre, for det er også mig selv der ikke er god nok til den slags. Ved frokost tid stod jeg alene midt i myldret, og så umiddelbart lidt fortabt ud, mens jeg ventede på den ene af pigerne. Der gik ikke længe før en læreinde henvendte sig og spurgte om jeg ikke kom og spiste frokost med dem. Simpelthen så sødt!

Stod det egoistisk til mig, så boede vi ikke i Aalborg! Jeg bliver rastløs og føler mig begrænset. Jeg ved at Aalborg har meget mere at byde på end jeg giver den credit for, men nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, selvom der her trods alt er tale om en begrænset skov ;-). Når jeg kommer til London og København føler jeg mig straks inspireret og det kribler i mig. Ofte bliver jeg mødt af det vildeste anti klimaks når jeg rammer Aalborg efter ophold i London hvor jeg feks. har været på skole. Det kan virkelig føles som fra en verden til en anden.

Man kan ikke få det hele, og hvad er så vigtigst? Der er ingen tvivl om at det er mine børns trivsel og dagligdag, men nogle gange synes jeg virkelig den er svær at sluge! Jeg må blive bedre til at skabe mulighederne for mig selv og ikke kun se begrænsningerne; det må blive min løsning. Jeg ved der er mange som vil genkende disse følelser, men jeg ved også at andre vil stå fuldstændig uforstående overfor dem. Jeg har selv flere veninder som aldrig ville kunne se sig selv andre steder end lige hvor de er, og kan finde alt udenfor de trygge rammer frygtindgydende. Jeg synes det er sjovt så forskellige man er, og nogle gange ville jeg virkelig ønske at jeg kunne få noget af deres ro hvad det angår. Men så ville jeg jo ikke være mig, vel?! Flere i vores omgangskreds har været i København for at bo i en årrække. Nu har de fået børn og er efterhånden alle vendt retur. På en måde trøster det mig lidt…

Hvad med Jer, føler I Jer tilpasse hvor I er eller er der også nogle gange noget der rykker I Jer andre steder fra?

Indlægget Storbyen vs. provinsen blev først udgivet på Pernille Thulin.

At være freelance er virkelig den største rutchebane tur. Jeg bruger mere tid ved computeren end på udføre det arbejde jeg brænder for. Der er hele tiden gang i flere korrespondancer med potientielle kunder; men langt de fleste bliver ikke til noget. Sådan er det! Netværk er essentielt for mig og der skal hele tiden skabes nye forbindelser, og ikke mindst findes nye måder hvorpå at skabe dem. Man kommer ihvertfald ingen steder ved at holde sig tilbage. Nogle perioder kører man på det højeste og det er ikke til at få armene ned….-lige indtil rutchebanen så kører brat ned igen. Sådan er det hele tiden, og det er ret generelt for den måde at arbejde på. Ingen tvivl om at det sværeste er at man skal dække alle opgaver, og jeg vil egentlig helst bare udføre mit arbejde. Det optimale for mig ville være at få en samarbejdes- eller sparringspartner, og det ville jeg elske. Aalborg halter lidt efter ift. de muligheder der er i de større byer, men er godt på vej.

Men hvorfor gør jeg det så? Fleksibilitet er nok det der beskriver det bedst. Jeg startede som selvstændig tilbage i 2011 efter at vore anden datter kom til verden og det var den måde vi kunne se hverdagen gå op på. Min mand var meget væk, og jeg havde min egen produktion af børnetøj derhjemme og fik det hele til at gå op. Med årene kom jeg til at savne at være en del af et fællesskab, en del af noget, og begyndte så småt at kigge efter andre muligheder. I min branche hænger mulighederne ikke på træerne i denne del af landet, og jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg da også kunne arbejde med alt muligt andet bare for at finde en løsning. Det blev heldigvis ikke til noget, men jeg var igennem halvandet sindsyge hårde identitets krise år. Det hele sluttede med at jeg tog en fuldtidsstilling, som jeg egentlig godt vidste ikke var det rigtige, men jeg måtte prøve det for det er jo det alle andre gør! Det blev jeg lynhurtigt bekræftet i ikke ville komme til at fungerer. Jeg elskede mine opgaver og de muligheder der lå for mine fødder, men jeg kunne slet ikke kende mig selv i det. Det eneste mit liv gik op i var at tage på arbejde, hente børn (og det var kun hvis jeg var kørt på arbejde før fanden fik sko på at det overhovedet var muligt), falde hurtigt ned inden jeg måtte skynde mig i seng. Og ja, sådan lever de fleste, men det er ikke mig! Mine børn fortjener at jeg er den bedste udgave af mig selv, og set kræver alternative arbejds forhold, som jo heldigvis ikke er så utraditionelle længere blandt rigtig mange.

Siden vi fik børn har jeg været meget priviligeret, og har været utrolig meget sammen med mine børn. De er altid blevet hentet i god tid, jeg har kunne deltage i alle arrangementer, været der hver eftermiddag og alle weekender. Det kommer sig selvfølgelig af min mands karriere, men det er blevet den måde vi gerne vil have vores hverdag på. Nej, jeg kan ikke længere altid være der, og i denne uge har jeg misset på arrangementer, og endda for samme barn. MEN det hele bliver vejet op af min fleksibilitet (og selvfølgelig at jeg elsker det jeg arbejder med)! Tirsdag formiddag havde jeg fri inden en vagt, og kunne tage med mellemste i skole og se deres teater forestilling for de andre årgange istedet for at se familie forestillingen om eftermiddagen. Det gjorde det næsten kun bedre for hende. Igår missede jeg hendes danseopvisning pga. endnu en aftenvagt, men jeg har set hende et hav af gange til træning, og det blev jo filmet. Om 45 min. lukker jeg computeren og tager i skoven for at være der med 1.a. på klassetur. Min måde at kompencere for de andre arrangementer, men absolut også fordi jeg gerne vil. Min mor var altid med mig på klasseture hvilket jeg elskede, og det vil jeg gerne give mine børn også. Jeg elsker at være sammen med klasserne uden alle andre forældre, for man lærer børnene at kende på en helt anden måde. Nej det er egentlig ikke helt hensigts mæssigt idag (der er jo fridage HELE tiden for tiden), men så må jeg indhente det forsømte senere. De dage jeg har aftenvagt og møder sent, får yngste ofte lov at møde lidt senere. Så er der kvalitets tid med ham hvor vi leger eller bruger tiden på af gå en god tur til børnehaven.

Økonomien er åbenlyst ikke stabil som havde jeg et fast job, men det er også noget vi har valgt. Jeg savner stadig at være en del “af noget” og jeg arbejder også stadig på at blive det….-deltid:-). Jeg finder engang imellem jobs som jeg kunne tænke mig, men jeg får det klaustrofobisk ved tanken om at hele min dagligdag skal køre efter andres piber. Det har jeg det fint med i perioder, men ikke hver dag. Jeg har levet så mange år på denne frie måde, og det strider imod min personlighed at skulle have et fuldstidsjob som egentlig kun ville være for at arbejde for andre. Jeg skal gerne arbejde 37 timer +, men det skal være på en måde jeg kan stå inde for eller for den helt rigtig chef. Måske jeg bare har udviklet mig til at jeg er den rigtig chef;-) Jeg ved der findes rigtig mange dejligt arbejdspladser derude, men mine egne oplevelser har måske farvet mig uhensigtsmæssigt. Det hele bunder i, at jeg er en kreativ person og hvis jeg bliver sat i for firkantede rammer, så falmer jeg.

Mange vil sikkert læse dette og vil slet ikke kunne sætte sig ind i det, men det vigtigste er at man gør det der er rigtigt for en selv. Jeg har prøvet at tilpasse mig normen, eller hvad jeg troede var normen, og det er ikke mig. Dermed ikke sagt at jeg tænker skævt om nogle som følger den, slet slet ikke. Jeg vil bare ønske at folk generelt var bedre til at give folk hver især plads til at gøre det som er rigtig for dem uden at dømme. Jeg er helt sikker på at min livstil ikke kan genere nogen. Det ville da være kedeligt hvis vi alle var ens, ikke?

Nu vil jeg tage røjserne på og køre i skoven. Kan I have en dejlig Pinse.

Indlægget Det selvstændige liv blev først udgivet på Pernille Thulin.

Koncerten var skøn og Dorthe Gerlach sang fantastisk som altid. Alligevel tog jeg mig i gentagne gange at mærke at mine tanker var et helt andet sted. Opslugt af det berolignende musisk måske. Siden den forfærdelig hændelse i Sri Lanka i mandags har jeg ikke kunne få mine tanker fra det. Jeg har arbejdet på kontoret siden og dermed haft meget tid i eget selskab, og jeg har taget mig selv i utallige gange at tænke på den stakkels, stakkels danske familie som blev så umenneskelig hårdt ramt. Hvad jeg kan se på bla. Instagram, er vi mange der har det på samme måde.

Når der sker noget tragisk i verden tager jeg det altid til mig, men aldrig som denne episode. Jeg får hele tiden billeder i hovedet af de tre børn, selvom jeg ikke ved hvordan de ser ud. Jeg tænker på ting forældrene nu skal igennem. Jeg tænker på den ene overlevne søster som nu er enebarn. Jeg kan stå og ordne min frokost og tænke; kan man mon overskue at lave mad når man lige har mistet tre børn? Igår til koncerten græd jeg to gange. Ikke pga musikken som sådan, men den stemning den bragte mig i og hvor tankerne igen konstant gik til dem. Jeg sidder sågar med en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene som jeg skriver dette. Jeg kan ikke sætte ord på hvad det præcis er der tricker det, men en god blanding af en kæmpe medfølelse og at jeg relaterer det til mine egne børn. En anden ting er selvfølgelig også det forfærdelig i hvordan vores verden er blevet.

Hvordan skal vi reagerer på ting som dette? Skal vi indordne os efter det? Jeg tænker feks i forhold til hvor vi rejser hen i verden. Når der er sket noget i feks Paris eller London, så gør det at jeg bliver bange og mister lysten til at rejse dertil. Heldigvis går det over igen og jeg gør det alligevel. Men det påvirker mig. Tag nu London, som jeg kommer meget til. For to år siden skulle jeg alene afsted med vores mellemste. Kort forinden var det at en bil var kørt ind i en masse mennesker på broen ved Westminister. Det gjorde at de næste par gange jeg rejste dertil, gik vi ikke over broer eller på gader hvor vi ikke kunne komme hurtigt væk. En anden gang skulle jeg møde min søster ved Trafalga square, som er et meget turistet sted. Hun kunne ikke finde mig, men det var fordi jeg ikke turde stå midt på pladsen, men stod på et gadehjørne i udkanten istedet. Da vi i efteråret var til Berlin marathon, panikkede jeg på et tidspunkt hvor vi var endt i et let afspærret kryds og jeg synes jeg så en mistænksom mand. Vi fandt et andet sted at stå.

Så kan man jo snakke om at være påvirket af hvad de galninger gør ved vores verden. Det er ikke min intention at lade mig påvirke af det, men min underbevidsthed er konstant på spil. Jeg tror heller ikke at det hjælper at jeg bor i en forholdsvis lille by i meget trygge rammer. Jeg kan ihf mærke at min søster og svoger i London synes jeg er lidt fjollet, og de bliver slet ikke påvirket på samme måde. Måske nægter de bare.

Det jeg har lyst til er, at gøre alt det jeg jeg altid har haft planer om og ikke lade dem vinde ved at gøre mig utryg. Jeg gør som sagt også hvad jeg ellers ville have gjort, men frygten i baghovedet skal jeg prøve at slippe. Den skal de ikke have lov til at plante. Til efteråret skal jeg med tre veninder til Marrakech for første gang. Vi bestilte få dage inden de to skandinaviske piger blev dræbt i bjergene. I sådan en situation er jeg heldigvis rationel, og det kan ikke få mig til at aflyse turen. En veninden skulle dog lige overtales lidt, men det lykkedes

Det gør mig så trist det skal være sådan, og jeg synes det er dybt uretfærdigt at vi bliver nødt til at indvie vores børn i hvordan verden kan være. Vores ældste er 10 år og hører hvad der sker i verden. Bla. ser de dagligt Ultra nyt i skolen. Vi lyver ikke overfor hende ved at lade som om det ikke er sket hvis hun spørger, men vi skåner hende for detaljer.

Fredagens ord må blive: Husk at leve dit liv og ikke lade andre styre det, og det er helt okay at vi lever videre til trods for hvad der er sket andre.

Indlægget Når tankerne flyver blev først udgivet på Pernille Thulin.

De første tre måneder sidste år var på fuldstændig samme måde, og da vi ramte 1. april og jeg ikke længere havde det samme tætte program og faste opgaver, slog det mig lidt ud. Jeg arbejder stadig hårdt på mine freelance opgaver og på at få meget mere gang i det, så selvom jeg har noget at lave, må det altid godt være mere. At gå fra at have kolleger, eller i hvertfald folk, omkring sig det meste af tide, til at skulle tilbage på hjemmekontoret er lidt af en kontrast. Jeg er overhovedet ikke ked af at være tilbage på min pind, tvært imod, men det kræver tilvænning.

Jeg kan heldigvis mærke, at mit mind set er helt anderledes end det var sidste år. Jeg er så bevidst om følelsen fra sidste år, og det har givet mig endnu mere gejst og gå på mod. Jeg har været slem til ikke at tro nok på mig selv, ikke tro på at jeg nok skal få succes og ladt små ting slå mig ud. Det skal være slut!

Det sidste halve år har lært mig rigtig meget, og noget på den hårde måde. En ting er sikkert, og det er, at hvis du ikke selv gør noget ved det og ikke tror på dig selv, gør andre heller ikke. Vi har alt for lidt tid her på jorden og nu skal jeg ihvertfald ikke spilde mere af min tid med at være hemsko for mig selv. Jeg er top motiveret og har en lang liste med ting jeg skal rive fat i. Jeg ved ikke om det er foråret og alle træerne der springer ud der inspirerer, men om det så kommer til motion og sundhed er jeg også max motiveret, og kan virkelig mærke den forskel det gør at jeg får mig rørt dagligt (hvilket jeg ikke har gjort meget i hele vinteren!). Daglig yoga og gåture er min vej frem!

Jeg er fan af struktur og nu sætter jeg ind med en bullet journal. Ja, jeg er typen der ELSKER lister, jo flere jo bedre Når jeg får ting skrevet ned, og bedre i hånden end på telefonen, får jeg et visuelt overblik og husker ting langt bedre. Så nu bliver tiden struktureret og jeg ved lige hvad jeg skal tage fat i og ender ikke med dårlig samvittighed over mindre konstruktive dage. Jeg er så klar og jeg GLÆDER mig.

To ting hjælper mig på mit kontor: En plakat med teksten “Ask yourself if what you are doing today is getting you closer to where you want to be tomorrow” og et skønt postkort med “LADYBOSS”

Hvad er din motivation???

Indlægget Foråret bringer motivation med sig blev først udgivet på Pernille Thulin.

Så fortsætter vi den mere personlige del af indlægget…. Tag godt imod det

1. Hvor mødte du din mand?

Ja det er faktisk en rigtig kliché historie, og egentlig ikke noget jeg har reklameret så meget med. But here it goes…. Han var fodboldspiller, jeg var cheerleader. Ja det sker altså også I Danmark  Grunden til at jeg aldrig har snakket så meget om det, er fordi jeg ikke ville have at folk skulle tro at det var generelt at cheerleaders gik efter spillerne (eller omvendt), og dermed skabe et dårligt ry. Ud over vores historie, så kender jeg faktisk ikke til flere der har fundet sammen. Det er måske lidt en forsvars position, og måske er det helt unødigt, men historien er alligevel måske slet ikke så interessant som den lyder, for basically er vi bare en dreng og en pige fra Aalborg og omegn som fandt sammen i byen.

Historien er den, at jeg mødte ham første gang året før vi blev kærester. Jeg var 17 år og som sagt Cheerleader i AaB og havde været det i ca. tre år. Thomas var 19 år og dengang Danmark serie spiller. Begge vores hold skulle med samme bus til Parken i maj måned, da superligaen var i Pokal finalen. Vi som dansere, dem som tilskuere. På vej hjem gik der lidt fest i den, vi var trods alt en kæmpe flok på 16-19 år. Jeg talte dog ikke rigtig med Thomas den dag, da han var en meget stille og usikker dreng dengang, og så havde jeg en kæreste.

Et år efter var Thomas blev rykket op i superliga truppen, jeg var blevet single, og vi havde begge vores gang på station til kampene. Jeg talte stadig ikke med ham, men en veninden havde talt løbende med Thomas og en af hans venner. Efter sæsonen sidste kamp i juni skulle alle i byen, da det ligeledes var den uge hvor Thomas’ og min venindens årgang var blevet studenter. Af en eller anden grund fik hun arrangeret at Thomas’ kørte os hjem efter kampen, men det gjorde han gerne. Måske var der noget jeg ikke havde opdaget på det tidspunkt

Klokken sent, mødtes en flok piger med nogle af de yngre spillere, alle godt fulde. Måske især mig. Thomas både tilbød mig body tequila og hans sneakers i str. 45, da jeg havde ømme fødder efter en nat på stiletter. Det er jo ikke til at modstå J Alligevel opfangede jeg ikke så meget, og fik et nummer stykket i hånden af en anden fyr. Jo jo, dengang havde jeg noget som en mor til tre ikke helt har Thomas var dog så heldig at have en rigtig god kammerat med sig i byen, som havde set Thomas interesse OG sedlen fra den anden fyr. Så han spiste simpelthen nummeret. Lidt af en kammerat at have! Da værtshuset lukkede og vi alle stod ude i gaden mens solen var ved at gå op, endte det i spontant kys og en dele taxi med selv samme kammerat. Eller lige ind til kammeraten fik nok og bad taxien holde ind og sagde at jeg var hjemme nu. Det var heldigvis tæt på

Jeg tænker man skal lede længe efter så charmerene historie Men ja, vi har været sammen lige siden, bortset fra et panik brud fra min side efter tre måneder. Jeg var total skole presset og samtidig fik jeg en masse opmærksomhed og meget romantiske handlinger som jeg aldrig havde prøvet før, og jeg panikkede. Det varede dog kun tre uger, og så har vi været sammen lige siden. Det er 18 år siden til sommer. Det skal så siges at de romantiske handlinger stoppede brat derefter, og jeg har siden kun fået blomster når han har fået dem overrak på stadion. Man skal passe på hvad man siger……

• Hvordan er det at være gift med en fodboldspiller?

Først og fremmest vil jeg slå fast, at det ikke er så glamourøst som folk nok har tendens til at tro. Der er hele WAG (wives and girlfriends) fænomenet som stammer fra den engleske sportspresse, men det har jeg nu aldrig set mig selv som, selvom jeg jo var det. I sommer var der en dokumentar om tre kærester/koner til tre danske landsholdspillere op til slutrunden. Jeg fulgte med, men først bagefter slog det mig, at det var jo mig engang. Fordi vi i det meste af Thomas’ karriere har boet omgivet af venner og familie der hvor vi begge er vokset op, tror jeg også at det helt automatisk holder det hele nede på det niveau man altid har været vant til.

Jeg har aldrig prøvet andet, og har dermed ikke noget at sammenligne med, men jeg vil mene at dagligdagen hos os var meget lig alle andres. Samtidig ved jeg godt at der var rigtig mange forskelle, og det bare er fordi at det er det vi var vant til. Vi levede lige så kedeligt som alle andre med madplaner, indkøb og børn der skal hentes, i bad og puttes Som spiller i en af den rigtig store klubber, er der dog en økonomi som nok helt automatisk giver en noget anden hverdag, men nu er det jo ”bare” AaB og Red Bull Salzburg Thomas har spillet i. Salzburg er en stor klub, men mest i Østrigsk regi og ikke sammenlignet med de helt store klubber.

Som kæreste/kone til en fodbold spiller, erfarer man hurtigt at man skal acceptere at fodbolden er det vigtigste, og det der bliver taget udgangspunkt i. Før vi fik børn, synes jeg at den eneste ulempe var at jeg altid skulle alene til arrangementer, og de første år tvivlede jeg på at folk overhovedet troede på at jeg havde en kæreste. Alt fra fødselsdage til bryllupper vil kun bliver taget i betragtning hvis det passer ind med træning og kampe. F.eks. var Thomas ikke med til sin søsters bryllup pga. en kamp og har også misset flere af børnenes fødselsdage. Før vi fik børn kom jeg altid sent hjem pga. arbejde, og nød godt af at han havde haft fri længe og dermed havde stået for indkøb og madlavning!

Efter vi fik børn, var der selvfølgelig pludselig mange andre ting der spillede ind. Vi flyttede til Østrig da vores første fødte kun var 4 måneder og jeg var lige blevet 26 år. Alma var kun tre uger da Thomas en morgen kom og vækkede mig, og meddelte at han havde fået et tilbud. Jeg husker at jeg bare vendte mig om og tænkte ”Det er bare løgn!”. Pludselig boede vi i et andet land, langt fra familie og venner. At være fodbold spiller i udlandet, i hvert fald Østrig, er noget andet end i DK. De trænede mere og oftest var han først hjemme kl.18. Næsten alle weekender var han også afsted, da de skulle overnatte på hotel selvom der var hjemmekamp. Var der udekamp, kørte de ofte tværs gennem landet og det tog derfor hele weekenden. Så jeg var meget alene! Som 26 årig og ny mor var det meget at kapere. Pga. al den tid Thomas var væk, betød det at jeg var den ”ledende” forældre og var den eneste der vidste hvordan Alma reagerede og gerne skulle have tingene. Som far er det ikke sjovt at komme hjem og være nødt til at spørge til råds om hvordan og hvorledes tingene skulle gøres med ens egen datter, og blev hun meget ulykkelig måtte jeg tage over. Der er det meget anderledes i DK, og som spiller i AaB er du oftest hjemme kl.14 hver dag. Luksus! Weekenderne er man dog stadig alene det meste af tiden, og man får sin egen rutine med børnene og det kunne være svært hvis han en sjælden gang var hjemme og ville blande sig i hvordan vi var vant til at gøre tingene

Efter pigerne kom i skole, pinte det mig rigtig meget med de manglende weekender og ferier på upassende tidspunkter. Noget der ikke var et problem med børnehavebørn. Ligeledes fik jeg nok af at alt skulle tilrettelægges efter fodbold og hans ting altid var vigtigere end mine. I fodbold er der bare ikke noget der hedder at man ikke kan, og fridage er oftest tirsdage hvor ingen andre har fri. Alt dette er det negative, men heldigvis har der også været rigtig meget positivt….

Vi har fået nogle uforglemmelige oplevelser i form af mesterskaber, pokal finaler, landsholdet og ikke mindst Champions league. Før vi fik børn var jeg til ALLE kampe og sad trofast på stadion i al slags vejr. Man bliver virkelig mester i påklædning! Vi var en stor gruppe jævnaldrene piger som fik et helt særligt bånd. Vi havde en forståelse for hinandens situationer som er svær for andre at sætte sig ind i. Efter vi fik Alma var vi der stadig til alle kampe, så sov hun bare i klapvognen. Men som der kom flere og flere børn til, og kampene kunne ligge på mange ubelejlige tidspunkter, blev flere og flere kampe set hjemme fra.

Vi har været privilegeret og har haft en frihed i en tidlig alder, som har givet os nogle uforglemmelige oplevelser og muligheder som vi er dybt taknemmelige for. Men vi har også opgivet rigtig meget for det. Man skal huske, at du som spiller bliver ”pensioneret” som ca. 36 årig og skal starte forfra. Dét er rigtig hårdt for spillerne som mister en stor del af deres identitet, men også som familie som jo alle har levet det liv..

Jeg ved ikke om det var et ordentlig svar, men det er ihvertfald en del af hvordan det er. Det er svært at skulle skrive det ned. Hos nogle fodbold familier er fodbold hele det bærende element af deres liv. Sådan har det aldrig været hos os; vi har altid snakket om tiden efter fodbold. En tid hvor vi skulle noget andet end havde fodbold til at være altoverskyggende. Vil I høre en hemmelighed?? Jeg går ikke det mindste op i fodbold. Som i overhovedet ikke. Den eneste grund til jeg har siddet på stadion i alle de timer, var for at være der for Thomas. Jeg elskede at se ham spille, ikke alle de andre

• Hvordan er det at være gift med en i rampelyset?

Dengang han havde sin storhedstid med Champions league som anfører for holdet, talte han i telefon HELE TIDEN. Det var vanvittigt. Konstant journalister der skulle have udtalelser eller lign. Det stoppede ret brat da vi kom til Østrig skal lige siges J

Vi bor i en lille by, og er du spiller for AaB ved rigtig mange hvem man er. En tur ned af strøget tog altid meget længere tid med ham end uden. Det var både folk han kendte, men absolut lige så mange som kun kendte ham. Thomas har altid været rigtig god til at tage sig tid til at snakke med folk og er en vellidt person. Men jeg skal da indrømme, især efter vi fik børn og havde dem med,  at jeg ofte bare gik lige så stille videre og lod ham indhente os. Folk der gerne lige vil snakke om gårsdagens resultat kan ikke lige hidse mig op J

Mest af alt tror jeg bare det har givet en stolthed. Det er jo min mand som alle gerne ville snakke med. Selvom han nu er en pensioneret mand, skal det altså siges at det stadig giver en del street credit blandt mine elever når de finder ud af at mit efternavn stammer fra ham

• Har I skulle spise på en bestemt måde med en atlet i huset? Og gør I stadig?

Det er faktisk ikke noget der har fyldt meget hos os. Dels fordi de spiser to ud af tre måltider på trænings anlægget, og dels fordi vi altid har spist fornuftigt. I rigtig mange år har Thomas spist havregrød hver eneste morgen på AaB. Til frokost får de varm mad. Så vores varme aftenmåltid hjemme har været for mit og børnenes behov og ikke hans. Op til kampe har der gerne været pasta på menuen, og på kamp dagen rigtig meget pasta. Vi spiser ikke friture stegt mad eller andet meget fedt eller sukker til dagligt, men det er bare hel almindelig sund fornuft og ikke pga. fodbold. Jeg tror nu nok at mine børn vil skrive under på at jeg måske er lidte mere kedeligt (læst streng) ift. hvilke snacks og kiks de må få J VI spiser på fuldstændig samme måde nu som vi gjorde da han var spiller. Thomas har altid haft en dårlig vane med at gå i snack skabet. Står der en åben pakke kiks, kan han ikke lade den være. Men efter han ikke træner hver dag, er det dog en vane han arbejder på at lægge fra sig J

• Hvordan er det at bo i udlandet?

Det er en kæmpe, næsten ubeskrivelig, oplevelse som jeg vil unde alle at få! Jo, det er også hårdt til tider, men ikke i det store hele. At få lov til at opleve en anden kultur på den måde er uvurderligt. Som familie bliver man tættere da man kun har hinanden og skal hjælpes ad i alle situationer. Man har ikke venner og familie som man bruger meget tid med, og derfor får man et ekstra tæt bånd. Jeg kunne godt have tænkt mig at prøve det før vi fik børn, og tror det kunne have udviklet mig/os rigtig meget på mange måder.

Allerede nu siger jeg til mine børn at jeg synes det skal tage f.eks. 10. klasse i udlandet. Måske lidt tidligt vil nogle mene J, men kun fordi jeg ville ønske jeg selv havde gjort det og ved det ville have rustet mig til fremtiden.

Får du eller din mand/kone mulighed for at komme til udlandet måske i forbindelse med arbejde; så vær ikke bange for det, bare kom afsted. Jo der er meget at forholde sig til, især hvis man har skolebørn, men bekymringerne er oftest kun forældrenes og børnene falder til hvor forældrene er, og inden man har set sig om, er man hjemme igen og livet går videre som altid.

• Hvis der er noget du fortryder, hvad er det så?

I forlængelse af ovenstående: Jeg fortryder at vi ikke blev længere i udlandet!!! Det er virkelig noget jeg ærgre mig så meget over. I fodbolden bestemmer man jo ikke selv, og vi havde muligheden for en kortere leje aftale til Tyskland eller at tage hjem til AaB igen (og andre som vi slet ikke overvejede). Thomas havde ikke spillet fast i lang tid og ville bare spille fodbold. Jeg må nok påtage mig en stor del af ansvaret for beslutningen, desværre. Som tidligere skrevet, var jeg 26 år og nybagt mor. Jeg egnede mig ikke til at gå hjemme med Alma på fuldtid, og derfor havde hun en deltids vuggestue plads far hun var 1 år. Skulle vi til Tyskland et halvt-helt år, skulle hun skifte vuggestue eller vi skulle gå hjemme. Et skift havde vi ikke lyst til for kun en begrænset periode, og jeg kunne ikke overskue at gå hjemme på fuld tid. Den beslutning vil jeg til evig tid fortryde! Jeg kan ikke fortryde hvordan jeg havde det, men jeg kan ærgre sig over at jeg ikke var mere moden og vidste hvad jeg ved nu. Altså nyde at jeg havde muligheden og vide at den chance aldrig ville komme igen, og at tiden med sine små børn forsvinder før man får set sig om. Sener fik vi mulighed for at tage til Norge, men da var vi retur i Danmark og vores gamle hus og begge piger nu i institution. Vi kunne ikke overskue at rykke det hele op en gang til, og skoletiden nærmede sig for den ældste. Havde vi bare blevet i udlandet efter Salzburg, havde et skift været nemmere.

I samme dur er anden ting jeg ærgre mig over meget ofte. Igen kan jeg ikke fortryde det, for det var ikke et valg men en følelse. Men jeg har været elendig til at være på barsel. Hver gang har jeg sagt til mig selv, at næste gang bliver det bedre. Men det gjorde det ikke. Jeg ville ønske at jeg bare havde kunne slappe af i det og nyde tiden, uden at føle at jeg ikke nåede andet. For set i bagspejlet; hvad var det så jeg skulle nå? Jeg var jo på barsel, og mit ”job” var at være sammen med min baby. Men job situationer har gjort at det ikke har været nemt for mig, og jeg råder altid kvinder at gå på barsel fra et job om de så er glade for det eller ej. Det er trods alt en sikkerhed at vide hvad man skal tilbage til, og så kan man jo altid søge nyt i mellemtiden hvis det skulle være J Tredje barsel havde jeg virkelig indstillet mig på at blive bedre, men så fik vi en baby der ikke tog en lur på mere end 20 min. i barnevognen de første 8 måneder. Han ville kun sove i min arm, og jeg sad og blev mere og mere gnaven mens jeg så Kardashians. Nu er mit største ønske at han vil sove i min arm. Karma!

Jeg fortryder at jeg ikke har taget mere uddannelse (ikke at jeg helt ved hvad det skulle være) mens vi f.eks. boede i udlandet. Og så fortryder jeg at jeg ikke har været meget bedre til at gøre noget ved alle mine drømme og ideer og dermed være min egen bremse. Det kan jeg heldigvis nå at rette op på:-)

Det var det! Hold da op en smøre. Det var den mere personlig del af indlægget, og I kender nu mine dybeste ”hemmeligheder” Som altid med min ærlige snak, som den sidste halvdel af indlægget i dag har båret præg af, gør jeg det fordi jeg ved der er mange andre med tanker/følelser i samme dur. Og hvis jeg kan lette hjertet hos bare et par stykker ved at være ærlig omkring de ting jeg har været igennem, gør jeg det hjertens gerne.

-Pernille

Indlægget Pernille facts part 2 blev først udgivet på Pernille Thulin.

Der kom en del i samme genre, så de er blevet kogt lidt ned, men også rigtig mange meget forskellige spørgsmål. Nogle mere private, andre mere interesse baseret. Flere spurgte på husets indretning, men det tænker jeg vi tager på storie en dag:-) Here we go…..

• Du har danset. Hvilken slags?

Ja, og jeg har danset rigtig meget. Udover det ene år jeg gik til klaver som 6 årig, så er dans det eneste jeg gik til i hel min barndom. I rigtig mange år var jeg på danseskolen i 4-5 dage om ugen. Vi var altid en stor fast gruppe som sad mellem undervisningen og lavede lektier (og spiste slik) og det var skide hyggeligt. At være en del af en danseskole på den måde bliver dit liv og det var det i rigtig mange år. Vi var gerne ude at optræde flere gange om ugen, og i perioder konkurrencer flere gange om måneden. En rejse til Rusland og oplevelser jeg aldrig glemmer. Uden tvivl nogle af mine bedste år, og heldigvis var det mange år.Jeg startede ud med at danse showdance, meget atypisk de fleste andre som starter til børne pardans. Men jeg ville ikke holde en dreng i hånden, så den mulighed var der ligesom ikke:-) Det næste jeg udvidede mine horisonter med, var hip hop. Det så egentlig lidt fjollet ud, da jeg var meget tynd og mere fløj rundt på gulvet end bouncede. Men, min duo makker og jeg endte med at blive ret gode og vandt da også JM nogle gange.

Jeg tror jeg var 11-12 år før jeg kastede mig ud i pardans og efter et års tid, fik jeg min partner, som var ham jeg havde indtil vi stoppede i en alder af 17 og 18 år. Vi dansede latin, standard og rock’n roll. Det sidste er der nok ikke mange der kender, men det dansede vi nærmest alle sammen dengang i 90’erne og jeg elskede det. Netop rock’n  roll var det vi var bedst til og høstede også en god slat medaljer. Vi var sportsdansere i standard/latin i mange år, men vi var aldrig i toppen, men nok mere vindere af a-rækken typerne Vi havde for travlt med alt muligt andet og kom til sidst i en alder hvor vi synes det var sjovere at drikke øl sammen. Det var vi gode til!

Ved siden af alt dette konkurrence dans, fortsatte jeg altid med showdance, men også jazzballet, modern jazz og eksperimenterede med lidt andet. Ser jeg tilbage, er jeg klart en jazzballet/modern jazz pige. Jeg ELSKER teknik træning og over-gulv øvelser. Noget rigtig mange helst vil have overstået

Der er dog også en anden slag dans som endte med at fylde rigtig meget i min danse karriere, og også det jeg sluttede af med, men det kommer senere i spørgsmålet om hvor jeg mødte min mand. Cliffhanger når de er bedst

• Hvor længe har du dyrket yoga?

Det er en god forlængelse af spørgsmålet om min danse tid. For grunden til at jeg faldt for yoga i sin tid, var fordi jeg hurtigt fandt ud af at jeg kunne bruge mine egenskaber fra dans til min yoga. F.eks. smidighed og koordinering. Man når nemlig et punkt i ens danse karriere hvor man må stoppe hvis ikke man vil være professionel; det kan ikke rigtig være halvhjertet. Man har nået et niveau der gør det svært at finde hold at gå på, især fordi man er færdig med at ville optræde. Så yoga blev min måde at få nogle af mine behov stillet på. Jeg tænker jeg startede i 2003-2004. Så har der været pauser, og perioder hvor jeg gør det mere end andre. Men jeg elsker yoga, især acro og yin, og min krop har brug for det, ellers driller min ryg mig. Mit bedste råd: Gå til både pilates og yoga; det er den bedste kombi!!!!

• Er du uddannet lærer?

Nej det er jeg ikke, og ville virkelig heller ikke egne mig til detJ Men ja, jeg underviser på en efterskole, men det er kun en dag om ugen og det er kun kreative fag. Der kan jeg mit kram

Jeg underviser også på handelsskolen, nærmere detail elever. Det skønne ved at undervise sådan et sted er, at det handler om ens faglige baggrund og ikke om man er uddannet underviser. Så her er jeg fuldstændig på hjemmebane og nyder at kunne lære fra mig af noget jeg brænder for.

• Er det din naturlige hårfarve?

Ja det er det Jeg er ikke blevet hel farvet i godt otte år. Har haft balayage, men det er efterhånden klippet af for længst. Det virker til at mit hår bliver mørkere med tiden, men det passer min kun glimrende. Ønskede mig altid mørke brunt hår som teenager

• Hvor meget inddrager du børnene i dagligdags gøremål?

Helt klart alt for lidt!!!! Spørgsmålet fik jeg for efterhånden lidt tid siden, og jeg har virkelig tænkt meget over det siden. Det betyder rigtig meget for mig at vi har nogle velopdragne børn. Vi får heldigvis ofte at vide, når de har været hos andre, at de er nogle søde og hjælpsomme børn, men…. Det er som om det ikke altid er helt det samme når de er hjemme. Det er der nok mange der kan nikke genkendende til, men jeg er trods alt lykkelig for at de viser en god figur udadtil.

Vi skal være ærlige at sige, at der bare er et eller andet vi har gjort forkert i vores opdragelse, for det er sgu en evig kamp at få dem til at deltage eller gøre deres pligter uden at vi skal høre højlydte suk. Jeg er modstander af at de skal belønnes for alt de hjælper med, for en familie skulle gerne have en interesse i at hjælpe hinanden.

Så pt er dealen, at pigerne står for at dække bord og rydde af. De har en uge ad gangen, og så bytter de ugen efter for at ingen skal føle sig snydt. De skal selv ligge tøj på plads/til vaske når de tager det af/går i bad. De skal redde seng og rulle gardiner op. Det får de ingenting for, for vi mener der er almindelig dannelse.

Det de kan tjene lidt ved er at tømme opvaskemaskine. En tømning er 2 kr.; hjælpes de ad får de 1kr. hver. Det er ikke nogle penge de får hver gang, men vi skriver det op og så får de pengene når vi skal på en tur eller ferie. Det blev pludselig meget sjovere at tømme opvaskemaskine

Vi har prøvet mange ting, også at ”tage ting fra dem” hvis de ikke gør det de skal. Det lyder strengt, men vi har virkelig kæmpet. Sko, tasker og våde håndklæder smidt i gangen, nattøj ligger lige der hvor det blev taget af, sure underbukser på badeværelset, værelser der ligner løgn så de ikke selv gider opholde sig der…..-ting mit hovedet slet ikke kan kapere!

Så sent som i går sagde min mand og jeg til hinanden, at vi helt klar skal huske ikke at behandle yngste manden som en baby, og huske at han faktisk også godt kan tage sin egen tallerken ud af bordet.

• Syr du meget af dit eget tøj?

Nej det gør jeg desværre ikke. Jeg har ikke tiden til det, og når jeg har ender det med at være børnene der får. Det handler også om at jeg er meget perfektionistisk, og hvis jeg har en anelse om at det ikke vil ende fuldstændig som jeg vil have, så dropper jeg det. Men i denne uge har jeg købt ind til bukser og kjole, og nu er det sagt højt, så må jeg få det lavet

Jeg vil rigtig gerne, og min plan er at sætte mere tid af til det.

• Du viser ikke så meget fra Jeres hus. Er det bevidst?

Nej, det er det ikke. Jeg har jo en profil omhandlende vores hus, men det er dog ikke daglige billeder der popper op. Der kan sagtens komme bolig billeder på min private IG profil, men kommer det ikke naturligt for mig, kommer det ikke. Jeg gider ikke stille noget op for at lave et flot bolig billede, og vores hus roder bare oftest. Men er der til gengæld en dag hvor det bare shiner, så ligger jeg gerne et bolig billede op

• Har I selv bygget Jeres hus?

Dem der kender os godt vil nok grine af det spørgsmål. Det er ikke et dumt spørgsmål, men vi kan absolut ikke selv bygge et hus. Jeg har masser af ideer, men det krævede dog at der var andre der tager sig af dem, og min mand har ti tommelfingre:-) Vi havde en arkitekt til at tegne vores ønsker og ideer. Det var et super første bud han kom med, og jeg fik det rettet til og så overgav vi det til en bygningskonstruktør som lavede alle tegninger som vores tømrer så kunne arbejde ud fra. Så vi havde et lille tømrer firma som stod for hele projektet.

Små bygge projekter skal jeg gladelig kaste mig ud i!

• Hvor køber du dine pigers tøj?

Det gør jeg oftest i ZARA. Jeg synes pigetøj er lidt svært, og udvalget i de fysiske butikker i Aalborg er mildest talt ringe synes jeg. Mine piger bruger str. 134/140 og 158/164 og det sætter altså sine begrænsninger. Fra H&M har de jeans og basis ind i mellem, men stilen i de store størrelser ændrer sig meget, og den bryder jeg mig ikke om. Så synes jeg kvaliteten og stilen hos ZARA er langt bedre. Pigerne, især den yngste, kan godt lide kant, og det kan man skabe med ZARAs kollektioner.

Jeg er vild med rigtig mange styles fra f.eks. Sofie Schnoor, men jeg synes det er for dyrt. De kan have en kjole i det prisleje engang imellem, men det er ikke skabet fuldt. Og ja, så syr jeg til dem indimellem.

• Er der meget arbejde som stylist i Nordjylland?

Ja det tænker jeg at der er! Men det er ikke lykkedes mig at når ordentlig ud til det endnu

Jeg brænder for personlig styling, og det er min mission at få det gjort mere ”legalt”. Folk tror det er noget fancy og noget der koster en formue; det er det ikke. Personlig styling er bestemt lige så meget til den ”helt almindelig” kvinde som det er til kendte. Det er Nordjylland, og der er altså ikke kendte og events nok til at kunne leve af dem, men det er heller ikke det jeg helst vil arbejde med. Jeg vil gerne vise den enkelte hvor lidt der skal til for at få en vellykket garderobe uden fejl køb, hvor de pludselig vil shine og komme til deres ret. Jeg skrev for nyligt om hvordan man kan glæde sig efter figur typer, og interessen var enorm. Så jeg ved kunderne er der, folk skal bare turde komme til mig, i stedet for at tror det er for dyrt og ikke noget for dem. Jeg tror på det!!!

• Har du altid drømt om at blive skrædder og leve af det?

Nej overhovedet ikke. Min mor har altid syet, og rigtig meget da jeg var barn. Hendes moster og bedstemødre syede også. Jeg var ikke mere end omkring 8 år da jeg havde gang i en kæmpe scruncie produktion I teenage årene syede jeg tasker, men det var aldrig noget jeg drømte om. Ærlig talt kan jeg ikke helt huske hvilken følelse jeg gik rundt med, og var ikke mere mode interesseret end andre teenagepiger. Jeg har aldrig vidst hvad jeg ville, og har lidt haft en tendens til at følge min søsters fodspor i gymnasie og handelsskole valg. Men lidt må jeg havde talt om det, for mens jeg gik på den 1 årige HH (som det hed dengang) gik en veninde og jeg forbi skolen jeg endte med at gå på. Jeg nævnte det men slog det ned med det samme. Heldigvis er hun en hel anden type og hev mig med ind efter en brochure. Efter sommerferien startede jeg. Mine forældre var ikke vilde med ideen, i og med at karriere mulighederne er begrænsede; altså en sund indstilling. Jeg gjorde det alligevel og de nævnte det heller ikke igen. De havde ret og det har, og stadig er, været en kamp. Men selvom jeg har prøvet at bilde mig selv ind at jeg kunne beskæftige mig med andet, så er jeg på min rette hylde…..

Skrædderi er en del af den uddannelse jeg tog, sammen med konstruktion og design. Jeg elsker at jeg har den tekniske baggrund, men skrædder er ikke noget for mig. Igen, min perfektionisme og tålmodighed dur ikke til det. Men jeg kan hvis jeg gider

• Hvor mødte du din mand?

Ja det er en rigtig cliche historie……..

Stay tuned, mandag kommer fortsættelsen

Indlægget Pernille facts part 1. blev først udgivet på Pernille Thulin.