Så fortsætter vi den mere personlige del af indlægget…. Tag godt imod det

1. Hvor mødte du din mand?

Ja det er faktisk en rigtig kliché historie, og egentlig ikke noget jeg har reklameret så meget med. But here it goes…. Han var fodboldspiller, jeg var cheerleader. Ja det sker altså også I Danmark  Grunden til at jeg aldrig har snakket så meget om det, er fordi jeg ikke ville have at folk skulle tro at det var generelt at cheerleaders gik efter spillerne (eller omvendt), og dermed skabe et dårligt ry. Ud over vores historie, så kender jeg faktisk ikke til flere der har fundet sammen. Det er måske lidt en forsvars position, og måske er det helt unødigt, men historien er alligevel måske slet ikke så interessant som den lyder, for basically er vi bare en dreng og en pige fra Aalborg og omegn som fandt sammen i byen.

Historien er den, at jeg mødte ham første gang året før vi blev kærester. Jeg var 17 år og som sagt Cheerleader i AaB og havde været det i ca. tre år. Thomas var 19 år og dengang Danmark serie spiller. Begge vores hold skulle med samme bus til Parken i maj måned, da superligaen var i Pokal finalen. Vi som dansere, dem som tilskuere. På vej hjem gik der lidt fest i den, vi var trods alt en kæmpe flok på 16-19 år. Jeg talte dog ikke rigtig med Thomas den dag, da han var en meget stille og usikker dreng dengang, og så havde jeg en kæreste.

Et år efter var Thomas blev rykket op i superliga truppen, jeg var blevet single, og vi havde begge vores gang på station til kampene. Jeg talte stadig ikke med ham, men en veninden havde talt løbende med Thomas og en af hans venner. Efter sæsonen sidste kamp i juni skulle alle i byen, da det ligeledes var den uge hvor Thomas’ og min venindens årgang var blevet studenter. Af en eller anden grund fik hun arrangeret at Thomas’ kørte os hjem efter kampen, men det gjorde han gerne. Måske var der noget jeg ikke havde opdaget på det tidspunkt

Klokken sent, mødtes en flok piger med nogle af de yngre spillere, alle godt fulde. Måske især mig. Thomas både tilbød mig body tequila og hans sneakers i str. 45, da jeg havde ømme fødder efter en nat på stiletter. Det er jo ikke til at modstå J Alligevel opfangede jeg ikke så meget, og fik et nummer stykket i hånden af en anden fyr. Jo jo, dengang havde jeg noget som en mor til tre ikke helt har Thomas var dog så heldig at have en rigtig god kammerat med sig i byen, som havde set Thomas interesse OG sedlen fra den anden fyr. Så han spiste simpelthen nummeret. Lidt af en kammerat at have! Da værtshuset lukkede og vi alle stod ude i gaden mens solen var ved at gå op, endte det i spontant kys og en dele taxi med selv samme kammerat. Eller lige ind til kammeraten fik nok og bad taxien holde ind og sagde at jeg var hjemme nu. Det var heldigvis tæt på

Jeg tænker man skal lede længe efter så charmerene historie Men ja, vi har været sammen lige siden, bortset fra et panik brud fra min side efter tre måneder. Jeg var total skole presset og samtidig fik jeg en masse opmærksomhed og meget romantiske handlinger som jeg aldrig havde prøvet før, og jeg panikkede. Det varede dog kun tre uger, og så har vi været sammen lige siden. Det er 18 år siden til sommer. Det skal så siges at de romantiske handlinger stoppede brat derefter, og jeg har siden kun fået blomster når han har fået dem overrak på stadion. Man skal passe på hvad man siger……

• Hvordan er det at være gift med en fodboldspiller?

Først og fremmest vil jeg slå fast, at det ikke er så glamourøst som folk nok har tendens til at tro. Der er hele WAG (wives and girlfriends) fænomenet som stammer fra den engleske sportspresse, men det har jeg nu aldrig set mig selv som, selvom jeg jo var det. I sommer var der en dokumentar om tre kærester/koner til tre danske landsholdspillere op til slutrunden. Jeg fulgte med, men først bagefter slog det mig, at det var jo mig engang. Fordi vi i det meste af Thomas’ karriere har boet omgivet af venner og familie der hvor vi begge er vokset op, tror jeg også at det helt automatisk holder det hele nede på det niveau man altid har været vant til.

Jeg har aldrig prøvet andet, og har dermed ikke noget at sammenligne med, men jeg vil mene at dagligdagen hos os var meget lig alle andres. Samtidig ved jeg godt at der var rigtig mange forskelle, og det bare er fordi at det er det vi var vant til. Vi levede lige så kedeligt som alle andre med madplaner, indkøb og børn der skal hentes, i bad og puttes Som spiller i en af den rigtig store klubber, er der dog en økonomi som nok helt automatisk giver en noget anden hverdag, men nu er det jo ”bare” AaB og Red Bull Salzburg Thomas har spillet i. Salzburg er en stor klub, men mest i Østrigsk regi og ikke sammenlignet med de helt store klubber.

Som kæreste/kone til en fodbold spiller, erfarer man hurtigt at man skal acceptere at fodbolden er det vigtigste, og det der bliver taget udgangspunkt i. Før vi fik børn, synes jeg at den eneste ulempe var at jeg altid skulle alene til arrangementer, og de første år tvivlede jeg på at folk overhovedet troede på at jeg havde en kæreste. Alt fra fødselsdage til bryllupper vil kun bliver taget i betragtning hvis det passer ind med træning og kampe. F.eks. var Thomas ikke med til sin søsters bryllup pga. en kamp og har også misset flere af børnenes fødselsdage. Før vi fik børn kom jeg altid sent hjem pga. arbejde, og nød godt af at han havde haft fri længe og dermed havde stået for indkøb og madlavning!

Efter vi fik børn, var der selvfølgelig pludselig mange andre ting der spillede ind. Vi flyttede til Østrig da vores første fødte kun var 4 måneder og jeg var lige blevet 26 år. Alma var kun tre uger da Thomas en morgen kom og vækkede mig, og meddelte at han havde fået et tilbud. Jeg husker at jeg bare vendte mig om og tænkte ”Det er bare løgn!”. Pludselig boede vi i et andet land, langt fra familie og venner. At være fodbold spiller i udlandet, i hvert fald Østrig, er noget andet end i DK. De trænede mere og oftest var han først hjemme kl.18. Næsten alle weekender var han også afsted, da de skulle overnatte på hotel selvom der var hjemmekamp. Var der udekamp, kørte de ofte tværs gennem landet og det tog derfor hele weekenden. Så jeg var meget alene! Som 26 årig og ny mor var det meget at kapere. Pga. al den tid Thomas var væk, betød det at jeg var den ”ledende” forældre og var den eneste der vidste hvordan Alma reagerede og gerne skulle have tingene. Som far er det ikke sjovt at komme hjem og være nødt til at spørge til råds om hvordan og hvorledes tingene skulle gøres med ens egen datter, og blev hun meget ulykkelig måtte jeg tage over. Der er det meget anderledes i DK, og som spiller i AaB er du oftest hjemme kl.14 hver dag. Luksus! Weekenderne er man dog stadig alene det meste af tiden, og man får sin egen rutine med børnene og det kunne være svært hvis han en sjælden gang var hjemme og ville blande sig i hvordan vi var vant til at gøre tingene

Efter pigerne kom i skole, pinte det mig rigtig meget med de manglende weekender og ferier på upassende tidspunkter. Noget der ikke var et problem med børnehavebørn. Ligeledes fik jeg nok af at alt skulle tilrettelægges efter fodbold og hans ting altid var vigtigere end mine. I fodbold er der bare ikke noget der hedder at man ikke kan, og fridage er oftest tirsdage hvor ingen andre har fri. Alt dette er det negative, men heldigvis har der også været rigtig meget positivt….

Vi har fået nogle uforglemmelige oplevelser i form af mesterskaber, pokal finaler, landsholdet og ikke mindst Champions league. Før vi fik børn var jeg til ALLE kampe og sad trofast på stadion i al slags vejr. Man bliver virkelig mester i påklædning! Vi var en stor gruppe jævnaldrene piger som fik et helt særligt bånd. Vi havde en forståelse for hinandens situationer som er svær for andre at sætte sig ind i. Efter vi fik Alma var vi der stadig til alle kampe, så sov hun bare i klapvognen. Men som der kom flere og flere børn til, og kampene kunne ligge på mange ubelejlige tidspunkter, blev flere og flere kampe set hjemme fra.

Vi har været privilegeret og har haft en frihed i en tidlig alder, som har givet os nogle uforglemmelige oplevelser og muligheder som vi er dybt taknemmelige for. Men vi har også opgivet rigtig meget for det. Man skal huske, at du som spiller bliver ”pensioneret” som ca. 36 årig og skal starte forfra. Dét er rigtig hårdt for spillerne som mister en stor del af deres identitet, men også som familie som jo alle har levet det liv..

Jeg ved ikke om det var et ordentlig svar, men det er ihvertfald en del af hvordan det er. Det er svært at skulle skrive det ned. Hos nogle fodbold familier er fodbold hele det bærende element af deres liv. Sådan har det aldrig været hos os; vi har altid snakket om tiden efter fodbold. En tid hvor vi skulle noget andet end havde fodbold til at være altoverskyggende. Vil I høre en hemmelighed?? Jeg går ikke det mindste op i fodbold. Som i overhovedet ikke. Den eneste grund til jeg har siddet på stadion i alle de timer, var for at være der for Thomas. Jeg elskede at se ham spille, ikke alle de andre

• Hvordan er det at være gift med en i rampelyset?

Dengang han havde sin storhedstid med Champions league som anfører for holdet, talte han i telefon HELE TIDEN. Det var vanvittigt. Konstant journalister der skulle have udtalelser eller lign. Det stoppede ret brat da vi kom til Østrig skal lige siges J

Vi bor i en lille by, og er du spiller for AaB ved rigtig mange hvem man er. En tur ned af strøget tog altid meget længere tid med ham end uden. Det var både folk han kendte, men absolut lige så mange som kun kendte ham. Thomas har altid været rigtig god til at tage sig tid til at snakke med folk og er en vellidt person. Men jeg skal da indrømme, især efter vi fik børn og havde dem med,  at jeg ofte bare gik lige så stille videre og lod ham indhente os. Folk der gerne lige vil snakke om gårsdagens resultat kan ikke lige hidse mig op J

Mest af alt tror jeg bare det har givet en stolthed. Det er jo min mand som alle gerne ville snakke med. Selvom han nu er en pensioneret mand, skal det altså siges at det stadig giver en del street credit blandt mine elever når de finder ud af at mit efternavn stammer fra ham

• Har I skulle spise på en bestemt måde med en atlet i huset? Og gør I stadig?

Det er faktisk ikke noget der har fyldt meget hos os. Dels fordi de spiser to ud af tre måltider på trænings anlægget, og dels fordi vi altid har spist fornuftigt. I rigtig mange år har Thomas spist havregrød hver eneste morgen på AaB. Til frokost får de varm mad. Så vores varme aftenmåltid hjemme har været for mit og børnenes behov og ikke hans. Op til kampe har der gerne været pasta på menuen, og på kamp dagen rigtig meget pasta. Vi spiser ikke friture stegt mad eller andet meget fedt eller sukker til dagligt, men det er bare hel almindelig sund fornuft og ikke pga. fodbold. Jeg tror nu nok at mine børn vil skrive under på at jeg måske er lidte mere kedeligt (læst streng) ift. hvilke snacks og kiks de må få J VI spiser på fuldstændig samme måde nu som vi gjorde da han var spiller. Thomas har altid haft en dårlig vane med at gå i snack skabet. Står der en åben pakke kiks, kan han ikke lade den være. Men efter han ikke træner hver dag, er det dog en vane han arbejder på at lægge fra sig J

• Hvordan er det at bo i udlandet?

Det er en kæmpe, næsten ubeskrivelig, oplevelse som jeg vil unde alle at få! Jo, det er også hårdt til tider, men ikke i det store hele. At få lov til at opleve en anden kultur på den måde er uvurderligt. Som familie bliver man tættere da man kun har hinanden og skal hjælpes ad i alle situationer. Man har ikke venner og familie som man bruger meget tid med, og derfor får man et ekstra tæt bånd. Jeg kunne godt have tænkt mig at prøve det før vi fik børn, og tror det kunne have udviklet mig/os rigtig meget på mange måder.

Allerede nu siger jeg til mine børn at jeg synes det skal tage f.eks. 10. klasse i udlandet. Måske lidt tidligt vil nogle mene J, men kun fordi jeg ville ønske jeg selv havde gjort det og ved det ville have rustet mig til fremtiden.

Får du eller din mand/kone mulighed for at komme til udlandet måske i forbindelse med arbejde; så vær ikke bange for det, bare kom afsted. Jo der er meget at forholde sig til, især hvis man har skolebørn, men bekymringerne er oftest kun forældrenes og børnene falder til hvor forældrene er, og inden man har set sig om, er man hjemme igen og livet går videre som altid.

• Hvis der er noget du fortryder, hvad er det så?

I forlængelse af ovenstående: Jeg fortryder at vi ikke blev længere i udlandet!!! Det er virkelig noget jeg ærgre mig så meget over. I fodbolden bestemmer man jo ikke selv, og vi havde muligheden for en kortere leje aftale til Tyskland eller at tage hjem til AaB igen (og andre som vi slet ikke overvejede). Thomas havde ikke spillet fast i lang tid og ville bare spille fodbold. Jeg må nok påtage mig en stor del af ansvaret for beslutningen, desværre. Som tidligere skrevet, var jeg 26 år og nybagt mor. Jeg egnede mig ikke til at gå hjemme med Alma på fuldtid, og derfor havde hun en deltids vuggestue plads far hun var 1 år. Skulle vi til Tyskland et halvt-helt år, skulle hun skifte vuggestue eller vi skulle gå hjemme. Et skift havde vi ikke lyst til for kun en begrænset periode, og jeg kunne ikke overskue at gå hjemme på fuld tid. Den beslutning vil jeg til evig tid fortryde! Jeg kan ikke fortryde hvordan jeg havde det, men jeg kan ærgre sig over at jeg ikke var mere moden og vidste hvad jeg ved nu. Altså nyde at jeg havde muligheden og vide at den chance aldrig ville komme igen, og at tiden med sine små børn forsvinder før man får set sig om. Sener fik vi mulighed for at tage til Norge, men da var vi retur i Danmark og vores gamle hus og begge piger nu i institution. Vi kunne ikke overskue at rykke det hele op en gang til, og skoletiden nærmede sig for den ældste. Havde vi bare blevet i udlandet efter Salzburg, havde et skift været nemmere.

I samme dur er anden ting jeg ærgre mig over meget ofte. Igen kan jeg ikke fortryde det, for det var ikke et valg men en følelse. Men jeg har været elendig til at være på barsel. Hver gang har jeg sagt til mig selv, at næste gang bliver det bedre. Men det gjorde det ikke. Jeg ville ønske at jeg bare havde kunne slappe af i det og nyde tiden, uden at føle at jeg ikke nåede andet. For set i bagspejlet; hvad var det så jeg skulle nå? Jeg var jo på barsel, og mit ”job” var at være sammen med min baby. Men job situationer har gjort at det ikke har været nemt for mig, og jeg råder altid kvinder at gå på barsel fra et job om de så er glade for det eller ej. Det er trods alt en sikkerhed at vide hvad man skal tilbage til, og så kan man jo altid søge nyt i mellemtiden hvis det skulle være J Tredje barsel havde jeg virkelig indstillet mig på at blive bedre, men så fik vi en baby der ikke tog en lur på mere end 20 min. i barnevognen de første 8 måneder. Han ville kun sove i min arm, og jeg sad og blev mere og mere gnaven mens jeg så Kardashians. Nu er mit største ønske at han vil sove i min arm. Karma!

Jeg fortryder at jeg ikke har taget mere uddannelse (ikke at jeg helt ved hvad det skulle være) mens vi f.eks. boede i udlandet. Og så fortryder jeg at jeg ikke har været meget bedre til at gøre noget ved alle mine drømme og ideer og dermed være min egen bremse. Det kan jeg heldigvis nå at rette op på:-)

Det var det! Hold da op en smøre. Det var den mere personlig del af indlægget, og I kender nu mine dybeste ”hemmeligheder” Som altid med min ærlige snak, som den sidste halvdel af indlægget i dag har båret præg af, gør jeg det fordi jeg ved der er mange andre med tanker/følelser i samme dur. Og hvis jeg kan lette hjertet hos bare et par stykker ved at være ærlig omkring de ting jeg har været igennem, gør jeg det hjertens gerne.

-Pernille

Indlægget Pernille facts part 2 blev først udgivet på Pernille Thulin.