Vi startede jo ferien med vores kør-selv debut. Uge 27-29 var vi på vores helt egen lille rundrejse og det var fedt. Jeg havde tænkt at det var skønt at rejse i starten af ferien og så nogle uger hjemme efterfølgende. Det var også godt, men jeg synes det er skræmmende hvor hurtigt de uger kommer i “glemmebogen”. Jeg kan ikke forstå at det kun er to uger siden vi kom hjem; det føles som flere måneder siden. Selvfølgelig er turen ikke i glemmebogen, men tiden går bare hurtigt og når man kommer hjem til så kontrast fyldt en hverdag og far er tilbage på arbejde, så er man bare videre! Det føles faktisk surrealistisk at vi lige har haft de oplevelser og sommeren er ved at være forbi. How time flies! De sidste to uger har jeg været alene hjemme med børnene. Vi har ikke haft de store planer og bare taget det stille og roligt, efter en begivenhedsrig rejse. Jeg er så glad for at jeg har kunne have så lang en ferie med dem, og de ikke har været nødsaget til at skulle være i institution i ferien. Når ungerne rammer skolealderen, kan man bare se hvor meget de har brug for dette afbræk.

Pigerne har været geniale til at lege sammen og hele tiden haft gang i en eller anden leg. Der har faktisk kun været en enkelt legeaftale, ellers har de bare brugt hinanden. ENDELIG! Det er seriøst først nu de har fattet hvor heldige de er af have en søster så tæt på aldersmæssigt. Men hvad, bedre sent end aldrig;-) Til gengæld har mindste nok været lidt mere tilsidesat end normalt, da de synes han har forstyrre. Det er så gået ud over mig Jeg elsker at lave noget med ham; bygge brio, lego, klodser, krea…. Men jeg er så dårlig til “så er du tyven og jeg er politimanden” eller “mor du styrer lego pigerne, så er jeg drengene”. Der stopper min kreativitet simplethen Så jeg tror alle har været klar til at få nye input idag; han kan lege med vennerne i børnehaven og jeg kan få mit hoved tilbage på work mode. Jeg tænker også min mand synes det er ok jeg skal igang igen, da jeg ikke er den bedste til at holde ferie, forstået på den måde at mit hoved kører på overtid hele tiden. Hvis jeg ikke får lavet noget kreativt er det som om det hele hober sig op i mig indtil jeg ikke kan mere og bare må gøre et eller andet. Det startede allerede første ugen af ferien, da jeg bliver vildt inspireret af at rejse. Jeg kan ikke altid sætte en finger på hvad det er der rør sig i mit hoved, men der er ikke ro skulle jeg hilse at sige -ha ha. Det var jo bla derfor at jeg sprang på maler arbejdet da vi kom hjem. Nu har læse hjørnet og køkkenet været igennem et mindre make over og jeg har fået lidt ro. Ja jeg kan godt selv høre hvordan det lyder, men ikke desto mindre er det sandt. Heldigvis har jeg en tolle mand som kender mig, og lader mig gøre hvad der skal til

Denne uge står på forberedelse til næste uges undervisning på Handelsskolen foruden kunde aftaler og møde. Normalt glæder jeg mig da ikke ligefrem til at skulle ind og sidde bag computeren, men denne gang er det helt ok, og jeg glæder mig til at møde de nye kunder. MEN jeg er nu alligevel meget glad for at vi tager en stille opstart alle sammen inden den helt rigtige hverdag starter næste uge. Jeg startede ihf dagen med at give mig selv lidt tid og lige komme på den anden side. En kort løbetur efter aflevering og et bad uden at der var en eller flere der kaldte på mig. Det var rart og godt givet ud!

Har I nået det I ville denne sommer? Det har vi altså ikke. Vi elsker at gå ture alle sammen og løbe og lege imens. Det har vi ikke gjort en eneste gang. Vi skulle til summer lounge på Kunsten. Heller ikke. Vi skulle have haft mange flere grill aftner med venner. Vi skulle på cykel tur. Nej. Er det bare os det ender sådan for hvert år? Der må komme et nyt lovforslag om at sommeren skal vare længere Egentlig handler det for vores vedkommende egentlig mest om, at vi skal huske at man stadig kan en masse hyggelige ting selvom hverdagen ruller og vejret skifter. Generelt bare få noget mere ud af tiden og nyde livet. Note to self. Men vi har også nået en masse: Vi har badet en masse i kridtgraven som vi ELSKER, vi har været ved stranden og i havet to gange, vi har haft grill hygge, vi har leget, været i cirkus, fårup sommerland, Utzon og en masse mere <3

Dette her kan vel egentlig betegnes som første overspringshandling?! Ups. Men det er ok, jeg kan stadig nå dagens program:-)

Indlægget Hverdagen er tilbage blev først udgivet på Pernille Thulin.

Nu har vi været underlagt fodbold kalenderen hele vores forhold, men i år er første gang hvor vi kan holde ferie hvornår VI vil og når der ren faktisk er sommerferie for børnene. Jeg kunne godt være alle de andre turister fri, men derud over er det fedt! Det betyder også at vi endelig kan få prøvet kræfter med kør-selv-ferier, hvilket ikke har været muligt før.

Så nu sidder vi alle 5 godt pakket i bilen på den tyske autobahn igen efter en overnatning efter første strækning. Om tre timer er vi i Salzburg og vi glæder os SINDSYGT. Faktisk så meget at vi har kriller i maven. Det er 8 år siden vi flyttede hjem derfra, næsten på datoen 10 år siden jeg tog 4 mdr. gamle Alma med flyveren og flyttede derned og efterlod en noget bevæget mormor i lufthavnen. Thomas var allerede rejst derned. Det er så vildt at tænke på at vi har haft den oplevelse at bo i et andet land, og minderne vi fik fylder stadig afsindigt meget hos os og vil uden tvivl altid gøre. Alma kan selvfølgelig ikke huske noget, men nu skal hun tilbage og se det hele. Det bliver så godt!!

Efter Salzburg og Østrig, kører vi videre til Italien. To små stop i Venedig og Verona hvorefter vi tager en uge på en agriturismo i Toscana syd for Firenze. Til sidste tager vi 4 dage i Ligurien oppe i bjergene. Mange forskellige ting og alt noget vi glæder os lige meget til. Jeg skal nok tage Jer med undervejs på IG, så følg med hvis det har interesse, ellers swiper I bare

Nu er første 12 timers strækning overstået med kun 2 pauser, og det gik forbavsende nemt. Endda med 3 timers forsinkelse pga vejarbejde, hvilket betød vi først fik aftensmad ca. kl.22.30. Ingen af børnene brokkede sig på noget tidspunkt og det tager jeg virkelig hatten af for!

Indlægget Kør-selv-ferie debut blev først udgivet på Pernille Thulin.

Så fortsætter vi den mere personlige del af indlægget…. Tag godt imod det

1. Hvor mødte du din mand?

Ja det er faktisk en rigtig kliché historie, og egentlig ikke noget jeg har reklameret så meget med. But here it goes…. Han var fodboldspiller, jeg var cheerleader. Ja det sker altså også I Danmark  Grunden til at jeg aldrig har snakket så meget om det, er fordi jeg ikke ville have at folk skulle tro at det var generelt at cheerleaders gik efter spillerne (eller omvendt), og dermed skabe et dårligt ry. Ud over vores historie, så kender jeg faktisk ikke til flere der har fundet sammen. Det er måske lidt en forsvars position, og måske er det helt unødigt, men historien er alligevel måske slet ikke så interessant som den lyder, for basically er vi bare en dreng og en pige fra Aalborg og omegn som fandt sammen i byen.

Historien er den, at jeg mødte ham første gang året før vi blev kærester. Jeg var 17 år og som sagt Cheerleader i AaB og havde været det i ca. tre år. Thomas var 19 år og dengang Danmark serie spiller. Begge vores hold skulle med samme bus til Parken i maj måned, da superligaen var i Pokal finalen. Vi som dansere, dem som tilskuere. På vej hjem gik der lidt fest i den, vi var trods alt en kæmpe flok på 16-19 år. Jeg talte dog ikke rigtig med Thomas den dag, da han var en meget stille og usikker dreng dengang, og så havde jeg en kæreste.

Et år efter var Thomas blev rykket op i superliga truppen, jeg var blevet single, og vi havde begge vores gang på station til kampene. Jeg talte stadig ikke med ham, men en veninden havde talt løbende med Thomas og en af hans venner. Efter sæsonen sidste kamp i juni skulle alle i byen, da det ligeledes var den uge hvor Thomas’ og min venindens årgang var blevet studenter. Af en eller anden grund fik hun arrangeret at Thomas’ kørte os hjem efter kampen, men det gjorde han gerne. Måske var der noget jeg ikke havde opdaget på det tidspunkt

Klokken sent, mødtes en flok piger med nogle af de yngre spillere, alle godt fulde. Måske især mig. Thomas både tilbød mig body tequila og hans sneakers i str. 45, da jeg havde ømme fødder efter en nat på stiletter. Det er jo ikke til at modstå J Alligevel opfangede jeg ikke så meget, og fik et nummer stykket i hånden af en anden fyr. Jo jo, dengang havde jeg noget som en mor til tre ikke helt har Thomas var dog så heldig at have en rigtig god kammerat med sig i byen, som havde set Thomas interesse OG sedlen fra den anden fyr. Så han spiste simpelthen nummeret. Lidt af en kammerat at have! Da værtshuset lukkede og vi alle stod ude i gaden mens solen var ved at gå op, endte det i spontant kys og en dele taxi med selv samme kammerat. Eller lige ind til kammeraten fik nok og bad taxien holde ind og sagde at jeg var hjemme nu. Det var heldigvis tæt på

Jeg tænker man skal lede længe efter så charmerene historie Men ja, vi har været sammen lige siden, bortset fra et panik brud fra min side efter tre måneder. Jeg var total skole presset og samtidig fik jeg en masse opmærksomhed og meget romantiske handlinger som jeg aldrig havde prøvet før, og jeg panikkede. Det varede dog kun tre uger, og så har vi været sammen lige siden. Det er 18 år siden til sommer. Det skal så siges at de romantiske handlinger stoppede brat derefter, og jeg har siden kun fået blomster når han har fået dem overrak på stadion. Man skal passe på hvad man siger……

• Hvordan er det at være gift med en fodboldspiller?

Først og fremmest vil jeg slå fast, at det ikke er så glamourøst som folk nok har tendens til at tro. Der er hele WAG (wives and girlfriends) fænomenet som stammer fra den engleske sportspresse, men det har jeg nu aldrig set mig selv som, selvom jeg jo var det. I sommer var der en dokumentar om tre kærester/koner til tre danske landsholdspillere op til slutrunden. Jeg fulgte med, men først bagefter slog det mig, at det var jo mig engang. Fordi vi i det meste af Thomas’ karriere har boet omgivet af venner og familie der hvor vi begge er vokset op, tror jeg også at det helt automatisk holder det hele nede på det niveau man altid har været vant til.

Jeg har aldrig prøvet andet, og har dermed ikke noget at sammenligne med, men jeg vil mene at dagligdagen hos os var meget lig alle andres. Samtidig ved jeg godt at der var rigtig mange forskelle, og det bare er fordi at det er det vi var vant til. Vi levede lige så kedeligt som alle andre med madplaner, indkøb og børn der skal hentes, i bad og puttes Som spiller i en af den rigtig store klubber, er der dog en økonomi som nok helt automatisk giver en noget anden hverdag, men nu er det jo ”bare” AaB og Red Bull Salzburg Thomas har spillet i. Salzburg er en stor klub, men mest i Østrigsk regi og ikke sammenlignet med de helt store klubber.

Som kæreste/kone til en fodbold spiller, erfarer man hurtigt at man skal acceptere at fodbolden er det vigtigste, og det der bliver taget udgangspunkt i. Før vi fik børn, synes jeg at den eneste ulempe var at jeg altid skulle alene til arrangementer, og de første år tvivlede jeg på at folk overhovedet troede på at jeg havde en kæreste. Alt fra fødselsdage til bryllupper vil kun bliver taget i betragtning hvis det passer ind med træning og kampe. F.eks. var Thomas ikke med til sin søsters bryllup pga. en kamp og har også misset flere af børnenes fødselsdage. Før vi fik børn kom jeg altid sent hjem pga. arbejde, og nød godt af at han havde haft fri længe og dermed havde stået for indkøb og madlavning!

Efter vi fik børn, var der selvfølgelig pludselig mange andre ting der spillede ind. Vi flyttede til Østrig da vores første fødte kun var 4 måneder og jeg var lige blevet 26 år. Alma var kun tre uger da Thomas en morgen kom og vækkede mig, og meddelte at han havde fået et tilbud. Jeg husker at jeg bare vendte mig om og tænkte ”Det er bare løgn!”. Pludselig boede vi i et andet land, langt fra familie og venner. At være fodbold spiller i udlandet, i hvert fald Østrig, er noget andet end i DK. De trænede mere og oftest var han først hjemme kl.18. Næsten alle weekender var han også afsted, da de skulle overnatte på hotel selvom der var hjemmekamp. Var der udekamp, kørte de ofte tværs gennem landet og det tog derfor hele weekenden. Så jeg var meget alene! Som 26 årig og ny mor var det meget at kapere. Pga. al den tid Thomas var væk, betød det at jeg var den ”ledende” forældre og var den eneste der vidste hvordan Alma reagerede og gerne skulle have tingene. Som far er det ikke sjovt at komme hjem og være nødt til at spørge til råds om hvordan og hvorledes tingene skulle gøres med ens egen datter, og blev hun meget ulykkelig måtte jeg tage over. Der er det meget anderledes i DK, og som spiller i AaB er du oftest hjemme kl.14 hver dag. Luksus! Weekenderne er man dog stadig alene det meste af tiden, og man får sin egen rutine med børnene og det kunne være svært hvis han en sjælden gang var hjemme og ville blande sig i hvordan vi var vant til at gøre tingene

Efter pigerne kom i skole, pinte det mig rigtig meget med de manglende weekender og ferier på upassende tidspunkter. Noget der ikke var et problem med børnehavebørn. Ligeledes fik jeg nok af at alt skulle tilrettelægges efter fodbold og hans ting altid var vigtigere end mine. I fodbold er der bare ikke noget der hedder at man ikke kan, og fridage er oftest tirsdage hvor ingen andre har fri. Alt dette er det negative, men heldigvis har der også været rigtig meget positivt….

Vi har fået nogle uforglemmelige oplevelser i form af mesterskaber, pokal finaler, landsholdet og ikke mindst Champions league. Før vi fik børn var jeg til ALLE kampe og sad trofast på stadion i al slags vejr. Man bliver virkelig mester i påklædning! Vi var en stor gruppe jævnaldrene piger som fik et helt særligt bånd. Vi havde en forståelse for hinandens situationer som er svær for andre at sætte sig ind i. Efter vi fik Alma var vi der stadig til alle kampe, så sov hun bare i klapvognen. Men som der kom flere og flere børn til, og kampene kunne ligge på mange ubelejlige tidspunkter, blev flere og flere kampe set hjemme fra.

Vi har været privilegeret og har haft en frihed i en tidlig alder, som har givet os nogle uforglemmelige oplevelser og muligheder som vi er dybt taknemmelige for. Men vi har også opgivet rigtig meget for det. Man skal huske, at du som spiller bliver ”pensioneret” som ca. 36 årig og skal starte forfra. Dét er rigtig hårdt for spillerne som mister en stor del af deres identitet, men også som familie som jo alle har levet det liv..

Jeg ved ikke om det var et ordentlig svar, men det er ihvertfald en del af hvordan det er. Det er svært at skulle skrive det ned. Hos nogle fodbold familier er fodbold hele det bærende element af deres liv. Sådan har det aldrig været hos os; vi har altid snakket om tiden efter fodbold. En tid hvor vi skulle noget andet end havde fodbold til at være altoverskyggende. Vil I høre en hemmelighed?? Jeg går ikke det mindste op i fodbold. Som i overhovedet ikke. Den eneste grund til jeg har siddet på stadion i alle de timer, var for at være der for Thomas. Jeg elskede at se ham spille, ikke alle de andre

• Hvordan er det at være gift med en i rampelyset?

Dengang han havde sin storhedstid med Champions league som anfører for holdet, talte han i telefon HELE TIDEN. Det var vanvittigt. Konstant journalister der skulle have udtalelser eller lign. Det stoppede ret brat da vi kom til Østrig skal lige siges J

Vi bor i en lille by, og er du spiller for AaB ved rigtig mange hvem man er. En tur ned af strøget tog altid meget længere tid med ham end uden. Det var både folk han kendte, men absolut lige så mange som kun kendte ham. Thomas har altid været rigtig god til at tage sig tid til at snakke med folk og er en vellidt person. Men jeg skal da indrømme, især efter vi fik børn og havde dem med,  at jeg ofte bare gik lige så stille videre og lod ham indhente os. Folk der gerne lige vil snakke om gårsdagens resultat kan ikke lige hidse mig op J

Mest af alt tror jeg bare det har givet en stolthed. Det er jo min mand som alle gerne ville snakke med. Selvom han nu er en pensioneret mand, skal det altså siges at det stadig giver en del street credit blandt mine elever når de finder ud af at mit efternavn stammer fra ham

• Har I skulle spise på en bestemt måde med en atlet i huset? Og gør I stadig?

Det er faktisk ikke noget der har fyldt meget hos os. Dels fordi de spiser to ud af tre måltider på trænings anlægget, og dels fordi vi altid har spist fornuftigt. I rigtig mange år har Thomas spist havregrød hver eneste morgen på AaB. Til frokost får de varm mad. Så vores varme aftenmåltid hjemme har været for mit og børnenes behov og ikke hans. Op til kampe har der gerne været pasta på menuen, og på kamp dagen rigtig meget pasta. Vi spiser ikke friture stegt mad eller andet meget fedt eller sukker til dagligt, men det er bare hel almindelig sund fornuft og ikke pga. fodbold. Jeg tror nu nok at mine børn vil skrive under på at jeg måske er lidte mere kedeligt (læst streng) ift. hvilke snacks og kiks de må få J VI spiser på fuldstændig samme måde nu som vi gjorde da han var spiller. Thomas har altid haft en dårlig vane med at gå i snack skabet. Står der en åben pakke kiks, kan han ikke lade den være. Men efter han ikke træner hver dag, er det dog en vane han arbejder på at lægge fra sig J

• Hvordan er det at bo i udlandet?

Det er en kæmpe, næsten ubeskrivelig, oplevelse som jeg vil unde alle at få! Jo, det er også hårdt til tider, men ikke i det store hele. At få lov til at opleve en anden kultur på den måde er uvurderligt. Som familie bliver man tættere da man kun har hinanden og skal hjælpes ad i alle situationer. Man har ikke venner og familie som man bruger meget tid med, og derfor får man et ekstra tæt bånd. Jeg kunne godt have tænkt mig at prøve det før vi fik børn, og tror det kunne have udviklet mig/os rigtig meget på mange måder.

Allerede nu siger jeg til mine børn at jeg synes det skal tage f.eks. 10. klasse i udlandet. Måske lidt tidligt vil nogle mene J, men kun fordi jeg ville ønske jeg selv havde gjort det og ved det ville have rustet mig til fremtiden.

Får du eller din mand/kone mulighed for at komme til udlandet måske i forbindelse med arbejde; så vær ikke bange for det, bare kom afsted. Jo der er meget at forholde sig til, især hvis man har skolebørn, men bekymringerne er oftest kun forældrenes og børnene falder til hvor forældrene er, og inden man har set sig om, er man hjemme igen og livet går videre som altid.

• Hvis der er noget du fortryder, hvad er det så?

I forlængelse af ovenstående: Jeg fortryder at vi ikke blev længere i udlandet!!! Det er virkelig noget jeg ærgre mig så meget over. I fodbolden bestemmer man jo ikke selv, og vi havde muligheden for en kortere leje aftale til Tyskland eller at tage hjem til AaB igen (og andre som vi slet ikke overvejede). Thomas havde ikke spillet fast i lang tid og ville bare spille fodbold. Jeg må nok påtage mig en stor del af ansvaret for beslutningen, desværre. Som tidligere skrevet, var jeg 26 år og nybagt mor. Jeg egnede mig ikke til at gå hjemme med Alma på fuldtid, og derfor havde hun en deltids vuggestue plads far hun var 1 år. Skulle vi til Tyskland et halvt-helt år, skulle hun skifte vuggestue eller vi skulle gå hjemme. Et skift havde vi ikke lyst til for kun en begrænset periode, og jeg kunne ikke overskue at gå hjemme på fuld tid. Den beslutning vil jeg til evig tid fortryde! Jeg kan ikke fortryde hvordan jeg havde det, men jeg kan ærgre sig over at jeg ikke var mere moden og vidste hvad jeg ved nu. Altså nyde at jeg havde muligheden og vide at den chance aldrig ville komme igen, og at tiden med sine små børn forsvinder før man får set sig om. Sener fik vi mulighed for at tage til Norge, men da var vi retur i Danmark og vores gamle hus og begge piger nu i institution. Vi kunne ikke overskue at rykke det hele op en gang til, og skoletiden nærmede sig for den ældste. Havde vi bare blevet i udlandet efter Salzburg, havde et skift været nemmere.

I samme dur er anden ting jeg ærgre mig over meget ofte. Igen kan jeg ikke fortryde det, for det var ikke et valg men en følelse. Men jeg har været elendig til at være på barsel. Hver gang har jeg sagt til mig selv, at næste gang bliver det bedre. Men det gjorde det ikke. Jeg ville ønske at jeg bare havde kunne slappe af i det og nyde tiden, uden at føle at jeg ikke nåede andet. For set i bagspejlet; hvad var det så jeg skulle nå? Jeg var jo på barsel, og mit ”job” var at være sammen med min baby. Men job situationer har gjort at det ikke har været nemt for mig, og jeg råder altid kvinder at gå på barsel fra et job om de så er glade for det eller ej. Det er trods alt en sikkerhed at vide hvad man skal tilbage til, og så kan man jo altid søge nyt i mellemtiden hvis det skulle være J Tredje barsel havde jeg virkelig indstillet mig på at blive bedre, men så fik vi en baby der ikke tog en lur på mere end 20 min. i barnevognen de første 8 måneder. Han ville kun sove i min arm, og jeg sad og blev mere og mere gnaven mens jeg så Kardashians. Nu er mit største ønske at han vil sove i min arm. Karma!

Jeg fortryder at jeg ikke har taget mere uddannelse (ikke at jeg helt ved hvad det skulle være) mens vi f.eks. boede i udlandet. Og så fortryder jeg at jeg ikke har været meget bedre til at gøre noget ved alle mine drømme og ideer og dermed være min egen bremse. Det kan jeg heldigvis nå at rette op på:-)

Det var det! Hold da op en smøre. Det var den mere personlig del af indlægget, og I kender nu mine dybeste ”hemmeligheder” Som altid med min ærlige snak, som den sidste halvdel af indlægget i dag har båret præg af, gør jeg det fordi jeg ved der er mange andre med tanker/følelser i samme dur. Og hvis jeg kan lette hjertet hos bare et par stykker ved at være ærlig omkring de ting jeg har været igennem, gør jeg det hjertens gerne.

-Pernille

Indlægget Pernille facts part 2 blev først udgivet på Pernille Thulin.

Der kom en del i samme genre, så de er blevet kogt lidt ned, men også rigtig mange meget forskellige spørgsmål. Nogle mere private, andre mere interesse baseret. Flere spurgte på husets indretning, men det tænker jeg vi tager på storie en dag:-) Here we go…..

• Du har danset. Hvilken slags?

Ja, og jeg har danset rigtig meget. Udover det ene år jeg gik til klaver som 6 årig, så er dans det eneste jeg gik til i hel min barndom. I rigtig mange år var jeg på danseskolen i 4-5 dage om ugen. Vi var altid en stor fast gruppe som sad mellem undervisningen og lavede lektier (og spiste slik) og det var skide hyggeligt. At være en del af en danseskole på den måde bliver dit liv og det var det i rigtig mange år. Vi var gerne ude at optræde flere gange om ugen, og i perioder konkurrencer flere gange om måneden. En rejse til Rusland og oplevelser jeg aldrig glemmer. Uden tvivl nogle af mine bedste år, og heldigvis var det mange år.Jeg startede ud med at danse showdance, meget atypisk de fleste andre som starter til børne pardans. Men jeg ville ikke holde en dreng i hånden, så den mulighed var der ligesom ikke:-) Det næste jeg udvidede mine horisonter med, var hip hop. Det så egentlig lidt fjollet ud, da jeg var meget tynd og mere fløj rundt på gulvet end bouncede. Men, min duo makker og jeg endte med at blive ret gode og vandt da også JM nogle gange.

Jeg tror jeg var 11-12 år før jeg kastede mig ud i pardans og efter et års tid, fik jeg min partner, som var ham jeg havde indtil vi stoppede i en alder af 17 og 18 år. Vi dansede latin, standard og rock’n roll. Det sidste er der nok ikke mange der kender, men det dansede vi nærmest alle sammen dengang i 90’erne og jeg elskede det. Netop rock’n  roll var det vi var bedst til og høstede også en god slat medaljer. Vi var sportsdansere i standard/latin i mange år, men vi var aldrig i toppen, men nok mere vindere af a-rækken typerne Vi havde for travlt med alt muligt andet og kom til sidst i en alder hvor vi synes det var sjovere at drikke øl sammen. Det var vi gode til!

Ved siden af alt dette konkurrence dans, fortsatte jeg altid med showdance, men også jazzballet, modern jazz og eksperimenterede med lidt andet. Ser jeg tilbage, er jeg klart en jazzballet/modern jazz pige. Jeg ELSKER teknik træning og over-gulv øvelser. Noget rigtig mange helst vil have overstået

Der er dog også en anden slag dans som endte med at fylde rigtig meget i min danse karriere, og også det jeg sluttede af med, men det kommer senere i spørgsmålet om hvor jeg mødte min mand. Cliffhanger når de er bedst

• Hvor længe har du dyrket yoga?

Det er en god forlængelse af spørgsmålet om min danse tid. For grunden til at jeg faldt for yoga i sin tid, var fordi jeg hurtigt fandt ud af at jeg kunne bruge mine egenskaber fra dans til min yoga. F.eks. smidighed og koordinering. Man når nemlig et punkt i ens danse karriere hvor man må stoppe hvis ikke man vil være professionel; det kan ikke rigtig være halvhjertet. Man har nået et niveau der gør det svært at finde hold at gå på, især fordi man er færdig med at ville optræde. Så yoga blev min måde at få nogle af mine behov stillet på. Jeg tænker jeg startede i 2003-2004. Så har der været pauser, og perioder hvor jeg gør det mere end andre. Men jeg elsker yoga, især acro og yin, og min krop har brug for det, ellers driller min ryg mig. Mit bedste råd: Gå til både pilates og yoga; det er den bedste kombi!!!!

• Er du uddannet lærer?

Nej det er jeg ikke, og ville virkelig heller ikke egne mig til detJ Men ja, jeg underviser på en efterskole, men det er kun en dag om ugen og det er kun kreative fag. Der kan jeg mit kram

Jeg underviser også på handelsskolen, nærmere detail elever. Det skønne ved at undervise sådan et sted er, at det handler om ens faglige baggrund og ikke om man er uddannet underviser. Så her er jeg fuldstændig på hjemmebane og nyder at kunne lære fra mig af noget jeg brænder for.

• Er det din naturlige hårfarve?

Ja det er det Jeg er ikke blevet hel farvet i godt otte år. Har haft balayage, men det er efterhånden klippet af for længst. Det virker til at mit hår bliver mørkere med tiden, men det passer min kun glimrende. Ønskede mig altid mørke brunt hår som teenager

• Hvor meget inddrager du børnene i dagligdags gøremål?

Helt klart alt for lidt!!!! Spørgsmålet fik jeg for efterhånden lidt tid siden, og jeg har virkelig tænkt meget over det siden. Det betyder rigtig meget for mig at vi har nogle velopdragne børn. Vi får heldigvis ofte at vide, når de har været hos andre, at de er nogle søde og hjælpsomme børn, men…. Det er som om det ikke altid er helt det samme når de er hjemme. Det er der nok mange der kan nikke genkendende til, men jeg er trods alt lykkelig for at de viser en god figur udadtil.

Vi skal være ærlige at sige, at der bare er et eller andet vi har gjort forkert i vores opdragelse, for det er sgu en evig kamp at få dem til at deltage eller gøre deres pligter uden at vi skal høre højlydte suk. Jeg er modstander af at de skal belønnes for alt de hjælper med, for en familie skulle gerne have en interesse i at hjælpe hinanden.

Så pt er dealen, at pigerne står for at dække bord og rydde af. De har en uge ad gangen, og så bytter de ugen efter for at ingen skal føle sig snydt. De skal selv ligge tøj på plads/til vaske når de tager det af/går i bad. De skal redde seng og rulle gardiner op. Det får de ingenting for, for vi mener der er almindelig dannelse.

Det de kan tjene lidt ved er at tømme opvaskemaskine. En tømning er 2 kr.; hjælpes de ad får de 1kr. hver. Det er ikke nogle penge de får hver gang, men vi skriver det op og så får de pengene når vi skal på en tur eller ferie. Det blev pludselig meget sjovere at tømme opvaskemaskine

Vi har prøvet mange ting, også at ”tage ting fra dem” hvis de ikke gør det de skal. Det lyder strengt, men vi har virkelig kæmpet. Sko, tasker og våde håndklæder smidt i gangen, nattøj ligger lige der hvor det blev taget af, sure underbukser på badeværelset, værelser der ligner løgn så de ikke selv gider opholde sig der…..-ting mit hovedet slet ikke kan kapere!

Så sent som i går sagde min mand og jeg til hinanden, at vi helt klar skal huske ikke at behandle yngste manden som en baby, og huske at han faktisk også godt kan tage sin egen tallerken ud af bordet.

• Syr du meget af dit eget tøj?

Nej det gør jeg desværre ikke. Jeg har ikke tiden til det, og når jeg har ender det med at være børnene der får. Det handler også om at jeg er meget perfektionistisk, og hvis jeg har en anelse om at det ikke vil ende fuldstændig som jeg vil have, så dropper jeg det. Men i denne uge har jeg købt ind til bukser og kjole, og nu er det sagt højt, så må jeg få det lavet

Jeg vil rigtig gerne, og min plan er at sætte mere tid af til det.

• Du viser ikke så meget fra Jeres hus. Er det bevidst?

Nej, det er det ikke. Jeg har jo en profil omhandlende vores hus, men det er dog ikke daglige billeder der popper op. Der kan sagtens komme bolig billeder på min private IG profil, men kommer det ikke naturligt for mig, kommer det ikke. Jeg gider ikke stille noget op for at lave et flot bolig billede, og vores hus roder bare oftest. Men er der til gengæld en dag hvor det bare shiner, så ligger jeg gerne et bolig billede op

• Har I selv bygget Jeres hus?

Dem der kender os godt vil nok grine af det spørgsmål. Det er ikke et dumt spørgsmål, men vi kan absolut ikke selv bygge et hus. Jeg har masser af ideer, men det krævede dog at der var andre der tager sig af dem, og min mand har ti tommelfingre:-) Vi havde en arkitekt til at tegne vores ønsker og ideer. Det var et super første bud han kom med, og jeg fik det rettet til og så overgav vi det til en bygningskonstruktør som lavede alle tegninger som vores tømrer så kunne arbejde ud fra. Så vi havde et lille tømrer firma som stod for hele projektet.

Små bygge projekter skal jeg gladelig kaste mig ud i!

• Hvor køber du dine pigers tøj?

Det gør jeg oftest i ZARA. Jeg synes pigetøj er lidt svært, og udvalget i de fysiske butikker i Aalborg er mildest talt ringe synes jeg. Mine piger bruger str. 134/140 og 158/164 og det sætter altså sine begrænsninger. Fra H&M har de jeans og basis ind i mellem, men stilen i de store størrelser ændrer sig meget, og den bryder jeg mig ikke om. Så synes jeg kvaliteten og stilen hos ZARA er langt bedre. Pigerne, især den yngste, kan godt lide kant, og det kan man skabe med ZARAs kollektioner.

Jeg er vild med rigtig mange styles fra f.eks. Sofie Schnoor, men jeg synes det er for dyrt. De kan have en kjole i det prisleje engang imellem, men det er ikke skabet fuldt. Og ja, så syr jeg til dem indimellem.

• Er der meget arbejde som stylist i Nordjylland?

Ja det tænker jeg at der er! Men det er ikke lykkedes mig at når ordentlig ud til det endnu

Jeg brænder for personlig styling, og det er min mission at få det gjort mere ”legalt”. Folk tror det er noget fancy og noget der koster en formue; det er det ikke. Personlig styling er bestemt lige så meget til den ”helt almindelig” kvinde som det er til kendte. Det er Nordjylland, og der er altså ikke kendte og events nok til at kunne leve af dem, men det er heller ikke det jeg helst vil arbejde med. Jeg vil gerne vise den enkelte hvor lidt der skal til for at få en vellykket garderobe uden fejl køb, hvor de pludselig vil shine og komme til deres ret. Jeg skrev for nyligt om hvordan man kan glæde sig efter figur typer, og interessen var enorm. Så jeg ved kunderne er der, folk skal bare turde komme til mig, i stedet for at tror det er for dyrt og ikke noget for dem. Jeg tror på det!!!

• Har du altid drømt om at blive skrædder og leve af det?

Nej overhovedet ikke. Min mor har altid syet, og rigtig meget da jeg var barn. Hendes moster og bedstemødre syede også. Jeg var ikke mere end omkring 8 år da jeg havde gang i en kæmpe scruncie produktion I teenage årene syede jeg tasker, men det var aldrig noget jeg drømte om. Ærlig talt kan jeg ikke helt huske hvilken følelse jeg gik rundt med, og var ikke mere mode interesseret end andre teenagepiger. Jeg har aldrig vidst hvad jeg ville, og har lidt haft en tendens til at følge min søsters fodspor i gymnasie og handelsskole valg. Men lidt må jeg havde talt om det, for mens jeg gik på den 1 årige HH (som det hed dengang) gik en veninde og jeg forbi skolen jeg endte med at gå på. Jeg nævnte det men slog det ned med det samme. Heldigvis er hun en hel anden type og hev mig med ind efter en brochure. Efter sommerferien startede jeg. Mine forældre var ikke vilde med ideen, i og med at karriere mulighederne er begrænsede; altså en sund indstilling. Jeg gjorde det alligevel og de nævnte det heller ikke igen. De havde ret og det har, og stadig er, været en kamp. Men selvom jeg har prøvet at bilde mig selv ind at jeg kunne beskæftige mig med andet, så er jeg på min rette hylde…..

Skrædderi er en del af den uddannelse jeg tog, sammen med konstruktion og design. Jeg elsker at jeg har den tekniske baggrund, men skrædder er ikke noget for mig. Igen, min perfektionisme og tålmodighed dur ikke til det. Men jeg kan hvis jeg gider

• Hvor mødte du din mand?

Ja det er en rigtig cliche historie……..

Stay tuned, mandag kommer fortsættelsen

Indlægget Pernille facts part 1. blev først udgivet på Pernille Thulin.