Nu har vi været underlagt fodbold kalenderen hele vores forhold, men i år er første gang hvor vi kan holde ferie hvornår VI vil og når der ren faktisk er sommerferie for børnene. Jeg kunne godt være alle de andre turister fri, men derud over er det fedt! Det betyder også at vi endelig kan få prøvet kræfter med kør-selv-ferier, hvilket ikke har været muligt før.

Så nu sidder vi alle 5 godt pakket i bilen på den tyske autobahn igen efter en overnatning efter første strækning. Om tre timer er vi i Salzburg og vi glæder os SINDSYGT. Faktisk så meget at vi har kriller i maven. Det er 8 år siden vi flyttede hjem derfra, næsten på datoen 10 år siden jeg tog 4 mdr. gamle Alma med flyveren og flyttede derned og efterlod en noget bevæget mormor i lufthavnen. Thomas var allerede rejst derned. Det er så vildt at tænke på at vi har haft den oplevelse at bo i et andet land, og minderne vi fik fylder stadig afsindigt meget hos os og vil uden tvivl altid gøre. Alma kan selvfølgelig ikke huske noget, men nu skal hun tilbage og se det hele. Det bliver så godt!!

Efter Salzburg og Østrig, kører vi videre til Italien. To små stop i Venedig og Verona hvorefter vi tager en uge på en agriturismo i Toscana syd for Firenze. Til sidste tager vi 4 dage i Ligurien oppe i bjergene. Mange forskellige ting og alt noget vi glæder os lige meget til. Jeg skal nok tage Jer med undervejs på IG, så følg med hvis det har interesse, ellers swiper I bare

Nu er første 12 timers strækning overstået med kun 2 pauser, og det gik forbavsende nemt. Endda med 3 timers forsinkelse pga vejarbejde, hvilket betød vi først fik aftensmad ca. kl.22.30. Ingen af børnene brokkede sig på noget tidspunkt og det tager jeg virkelig hatten af for!

Indlægget Kør-selv-ferie debut blev først udgivet på Pernille Thulin.

I forhold til vores børn, kunne jeg dog ikke forestille mig at være noget andet sted. Vi bor på en blind vej, som er den aller sidste stikvej til en anden blind vej. Det vil sige at børnene frit kan løbe ude på vejen og kan gå i skole uden at krydse en vej. De er i meget trygge omgivelser og kan selv cykle til venner og til sport i hallen. Børnene løber og leger med nabo børnene og vi vokse kan hygge os, låne en kop sukker eller en stige:-) I London er skolerne bag gitter og porte, børne skal overgives fra forældre til lærer om morgenen og om eftermiddagen bliver en elev ad gangen overgivet til sine forældre. Der er ikke noget der hedder “gå selv” før de er i min. 6. klasse.

Noget Aalborg (Danmark) til gengæld godt kunne lære af, er befolkingens venlighed. Alle steder ser man folk hjælpe hinanden i forskellige situationer, der er kæmpe respekt for folk med specielle behov og gravide og bare en generel virkelig god opmærksomhed. Under min sidste graviditet var jeg på kursus herovre og dagligt med offentlig transport. Jeg fik udlevet et badge med “baby on board” og så skal jeg ellers love for at der blev sørget for siddeplads til mig. Spørger man om hjælp er man altid garanteret et venligt svar og ofte får man oven i købet et “darling” med på vejen. Under dette ophold var jeg med mine niecer til årets sports dag. Det er en stor begivenhed for dem og noget det fleste forældre prioriterer at deltage i. Alle forældre til pigernes venner gjorde en kæmpe indsat for at få mig til at føle mig tilpas og var virkelig venlige, åbne og imødekommende. Ikke på nogen påtaget måde, men helt naturligt. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det samme ville ske hvis en moster troppede op på mine egne pigers skole til et arrangement, men det tror jeg simpelthen ikke på. Ofte ville vi nok registrere det, og så bare undre os over hvem denne fremmede var. Og det er ikke for at skylde skylden på alle andre, for det er også mig selv der ikke er god nok til den slags. Ved frokost tid stod jeg alene midt i myldret, og så umiddelbart lidt fortabt ud, mens jeg ventede på den ene af pigerne. Der gik ikke længe før en læreinde henvendte sig og spurgte om jeg ikke kom og spiste frokost med dem. Simpelthen så sødt!

Stod det egoistisk til mig, så boede vi ikke i Aalborg! Jeg bliver rastløs og føler mig begrænset. Jeg ved at Aalborg har meget mere at byde på end jeg giver den credit for, men nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, selvom der her trods alt er tale om en begrænset skov ;-). Når jeg kommer til London og København føler jeg mig straks inspireret og det kribler i mig. Ofte bliver jeg mødt af det vildeste anti klimaks når jeg rammer Aalborg efter ophold i London hvor jeg feks. har været på skole. Det kan virkelig føles som fra en verden til en anden.

Man kan ikke få det hele, og hvad er så vigtigst? Der er ingen tvivl om at det er mine børns trivsel og dagligdag, men nogle gange synes jeg virkelig den er svær at sluge! Jeg må blive bedre til at skabe mulighederne for mig selv og ikke kun se begrænsningerne; det må blive min løsning. Jeg ved der er mange som vil genkende disse følelser, men jeg ved også at andre vil stå fuldstændig uforstående overfor dem. Jeg har selv flere veninder som aldrig ville kunne se sig selv andre steder end lige hvor de er, og kan finde alt udenfor de trygge rammer frygtindgydende. Jeg synes det er sjovt så forskellige man er, og nogle gange ville jeg virkelig ønske at jeg kunne få noget af deres ro hvad det angår. Men så ville jeg jo ikke være mig, vel?! Flere i vores omgangskreds har været i København for at bo i en årrække. Nu har de fået børn og er efterhånden alle vendt retur. På en måde trøster det mig lidt…

Hvad med Jer, føler I Jer tilpasse hvor I er eller er der også nogle gange noget der rykker I Jer andre steder fra?

Indlægget Storbyen vs. provinsen blev først udgivet på Pernille Thulin.