Det selvstændige liv

Der er ingen tvivl om, at det er være selvstændig er drømmen. Jeg er selvstændig nu, vil det så sige at jeg lever drømmen? Det vil det vel egentlig. Men hvorfor føles det så ikke altså sådan?

At være freelance er virkelig den største rutchebane tur. Jeg bruger mere tid ved computeren end på udføre det arbejde jeg brænder for. Der er hele tiden gang i flere korrespondancer med potientielle kunder; men langt de fleste bliver ikke til noget. Sådan er det! Netværk er essentielt for mig og der skal hele tiden skabes nye forbindelser, og ikke mindst findes nye måder hvorpå at skabe dem. Man kommer ihvertfald ingen steder ved at holde sig tilbage. Nogle perioder kører man på det højeste og det er ikke til at få armene ned….-lige indtil rutchebanen så kører brat ned igen. Sådan er det hele tiden, og det er ret generelt for den måde at arbejde på. Ingen tvivl om at det sværeste er at man skal dække alle opgaver, og jeg vil egentlig helst bare udføre mit arbejde. Det optimale for mig ville være at få en samarbejdes- eller sparringspartner, og det ville jeg elske. Aalborg halter lidt efter ift. de muligheder der er i de større byer, men er godt på vej.

Men hvorfor gør jeg det så? Fleksibilitet er nok det der beskriver det bedst. Jeg startede som selvstændig tilbage i 2011 efter at vore anden datter kom til verden og det var den måde vi kunne se hverdagen gå op på. Min mand var meget væk, og jeg havde min egen produktion af børnetøj derhjemme og fik det hele til at gå op. Med årene kom jeg til at savne at være en del af et fællesskab, en del af noget, og begyndte så småt at kigge efter andre muligheder. I min branche hænger mulighederne ikke på træerne i denne del af landet, og jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg da også kunne arbejde med alt muligt andet bare for at finde en løsning. Det blev heldigvis ikke til noget, men jeg var igennem halvandet sindsyge hårde identitets krise år. Det hele sluttede med at jeg tog en fuldtidsstilling, som jeg egentlig godt vidste ikke var det rigtige, men jeg måtte prøve det for det er jo det alle andre gør! Det blev jeg lynhurtigt bekræftet i ikke ville komme til at fungerer. Jeg elskede mine opgaver og de muligheder der lå for mine fødder, men jeg kunne slet ikke kende mig selv i det. Det eneste mit liv gik op i var at tage på arbejde, hente børn (og det var kun hvis jeg var kørt på arbejde før fanden fik sko på at det overhovedet var muligt), falde hurtigt ned inden jeg måtte skynde mig i seng. Og ja, sådan lever de fleste, men det er ikke mig! Mine børn fortjener at jeg er den bedste udgave af mig selv, og set kræver alternative arbejds forhold, som jo heldigvis ikke er så utraditionelle længere blandt rigtig mange.

Siden vi fik børn har jeg været meget priviligeret, og har været utrolig meget sammen med mine børn. De er altid blevet hentet i god tid, jeg har kunne deltage i alle arrangementer, været der hver eftermiddag og alle weekender. Det kommer sig selvfølgelig af min mands karriere, men det er blevet den måde vi gerne vil have vores hverdag på. Nej, jeg kan ikke længere altid være der, og i denne uge har jeg misset på arrangementer, og endda for samme barn. MEN det hele bliver vejet op af min fleksibilitet (og selvfølgelig at jeg elsker det jeg arbejder med)! Tirsdag formiddag havde jeg fri inden en vagt, og kunne tage med mellemste i skole og se deres teater forestilling for de andre årgange istedet for at se familie forestillingen om eftermiddagen. Det gjorde det næsten kun bedre for hende. Igår missede jeg hendes danseopvisning pga. endnu en aftenvagt, men jeg har set hende et hav af gange til træning, og det blev jo filmet. Om 45 min. lukker jeg computeren og tager i skoven for at være der med 1.a. på klassetur. Min måde at kompencere for de andre arrangementer, men absolut også fordi jeg gerne vil. Min mor var altid med mig på klasseture hvilket jeg elskede, og det vil jeg gerne give mine børn også. Jeg elsker at være sammen med klasserne uden alle andre forældre, for man lærer børnene at kende på en helt anden måde. Nej det er egentlig ikke helt hensigts mæssigt idag (der er jo fridage HELE tiden for tiden), men så må jeg indhente det forsømte senere. De dage jeg har aftenvagt og møder sent, får yngste ofte lov at møde lidt senere. Så er der kvalitets tid med ham hvor vi leger eller bruger tiden på af gå en god tur til børnehaven.

Økonomien er åbenlyst ikke stabil som havde jeg et fast job, men det er også noget vi har valgt. Jeg savner stadig at være en del “af noget” og jeg arbejder også stadig på at blive det….-deltid:-). Jeg finder engang imellem jobs som jeg kunne tænke mig, men jeg får det klaustrofobisk ved tanken om at hele min dagligdag skal køre efter andres piber. Det har jeg det fint med i perioder, men ikke hver dag. Jeg har levet så mange år på denne frie måde, og det strider imod min personlighed at skulle have et fuldstidsjob som egentlig kun ville være for at arbejde for andre. Jeg skal gerne arbejde 37 timer +, men det skal være på en måde jeg kan stå inde for eller for den helt rigtig chef. Måske jeg bare har udviklet mig til at jeg er den rigtig chef;-) Jeg ved der findes rigtig mange dejligt arbejdspladser derude, men mine egne oplevelser har måske farvet mig uhensigtsmæssigt. Det hele bunder i, at jeg er en kreativ person og hvis jeg bliver sat i for firkantede rammer, så falmer jeg.

Mange vil sikkert læse dette og vil slet ikke kunne sætte sig ind i det, men det vigtigste er at man gør det der er rigtigt for en selv. Jeg har prøvet at tilpasse mig normen, eller hvad jeg troede var normen, og det er ikke mig. Dermed ikke sagt at jeg tænker skævt om nogle som følger den, slet slet ikke. Jeg vil bare ønske at folk generelt var bedre til at give folk hver især plads til at gøre det som er rigtig for dem uden at dømme. Jeg er helt sikker på at min livstil ikke kan genere nogen. Det ville da være kedeligt hvis vi alle var ens, ikke?

Nu vil jeg tage røjserne på og køre i skoven. Kan I have en dejlig Pinse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *