Når tankerne flyver

Igår havde min mand og jeg en sjælden date. Han fik endelig indfriet sin julegave, som nok er det mest egoistiske jeg nogensinde har givet ham. Da vi holdt jul i London, gav vi hinanden oplevelser istedet for fysiske gaver. Min gave til ham var billetter til koncert med HUSH sammen med Danmarks underholdnings orkester i Musikkens Hus. Set i bagspejlet var det faktisk en virkelig egoistisk gave, da det er mig der altid godt har kunne lide dem, MEN han synes det var en fed oplevelse. Så tror jeg er tilgivet:-)

Koncerten var skøn og Dorthe Gerlach sang fantastisk som altid. Alligevel tog jeg mig i gentagne gange at mærke at mine tanker var et helt andet sted. Opslugt af det berolignende musisk måske. Siden den forfærdelig hændelse i Sri Lanka i mandags har jeg ikke kunne få mine tanker fra det. Jeg har arbejdet på kontoret siden og dermed haft meget tid i eget selskab, og jeg har taget mig selv i utallige gange at tænke på den stakkels, stakkels danske familie som blev så umenneskelig hårdt ramt. Hvad jeg kan se på bla. Instagram, er vi mange der har det på samme måde.

Når der sker noget tragisk i verden tager jeg det altid til mig, men aldrig som denne episode. Jeg får hele tiden billeder i hovedet af de tre børn, selvom jeg ikke ved hvordan de ser ud. Jeg tænker på ting forældrene nu skal igennem. Jeg tænker på den ene overlevne søster som nu er enebarn. Jeg kan stå og ordne min frokost og tænke; kan man mon overskue at lave mad når man lige har mistet tre børn? Igår til koncerten græd jeg to gange. Ikke pga musikken som sådan, men den stemning den bragte mig i og hvor tankerne igen konstant gik til dem. Jeg sidder sågar med en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene som jeg skriver dette. Jeg kan ikke sætte ord på hvad det præcis er der tricker det, men en god blanding af en kæmpe medfølelse og at jeg relaterer det til mine egne børn. En anden ting er selvfølgelig også det forfærdelig i hvordan vores verden er blevet.

Øjnene var lidt mere hævede efter koncerten end inden.

Hvordan skal vi reagerer på ting som dette? Skal vi indordne os efter det? Jeg tænker feks i forhold til hvor vi rejser hen i verden. Når der er sket noget i feks Paris eller London, så gør det at jeg bliver bange og mister lysten til at rejse dertil. Heldigvis går det over igen og jeg gør det alligevel. Men det påvirker mig. Tag nu London, som jeg kommer meget til. For to år siden skulle jeg alene afsted med vores mellemste. Kort forinden var det at en bil var kørt ind i en masse mennesker på broen ved Westminister. Det gjorde at de næste par gange jeg rejste dertil, gik vi ikke over broer eller på gader hvor vi ikke kunne komme hurtigt væk. En anden gang skulle jeg møde min søster ved Trafalga square, som er et meget turistet sted. Hun kunne ikke finde mig, men det var fordi jeg ikke turde stå midt på pladsen, men stod på et gadehjørne i udkanten istedet. Da vi i efteråret var til Berlin marathon, panikkede jeg på et tidspunkt hvor vi var endt i et let afspærret kryds og jeg synes jeg så en mistænksom mand. Vi fandt et andet sted at stå.

Så kan man jo snakke om at være påvirket af hvad de galninger gør ved vores verden. Det er ikke min intention at lade mig påvirke af det, men min underbevidsthed er konstant på spil. Jeg tror heller ikke at det hjælper at jeg bor i en forholdsvis lille by i meget trygge rammer. Jeg kan ihf mærke at min søster og svoger i London synes jeg er lidt fjollet, og de bliver slet ikke påvirket på samme måde. Måske nægter de bare.

Det jeg har lyst til er, at gøre alt det jeg jeg altid har haft planer om og ikke lade dem vinde ved at gøre mig utryg. Jeg gør som sagt også hvad jeg ellers ville have gjort, men frygten i baghovedet skal jeg prøve at slippe. Den skal de ikke have lov til at plante. Til efteråret skal jeg med tre veninder til Marrakech for første gang. Vi bestilte få dage inden de to skandinaviske piger blev dræbt i bjergene. I sådan en situation er jeg heldigvis rationel, og det kan ikke få mig til at aflyse turen. En veninden skulle dog lige overtales lidt, men det lykkedes 🙂

Det gør mig så trist det skal være sådan, og jeg synes det er dybt uretfærdigt at vi bliver nødt til at indvie vores børn i hvordan verden kan være. Vores ældste er 10 år og hører hvad der sker i verden. Bla. ser de dagligt Ultra nyt i skolen. Vi lyver ikke overfor hende ved at lade som om det ikke er sket hvis hun spørger, men vi skåner hende for detaljer.

Fredagens ord må blive: Husk at leve dit liv og ikke lade andre styre det, og det er helt okay at vi lever videre til trods for hvad der er sket andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *